Alexander v. Humboldt om Svingningerne i Guldproductionen

Efter Herodots gamle Udsagn ere ved den ulige Uddeling af Jordbundens Goder og Skatte, de stjönneste Produkter blevne Verdens Ender til Deel.

Dette Udsagn var ikke blot grundet paa en mörk, Menneskeheden eiendommelig Fölelse, at Lykken boer fjernt fra os; den udtrykte ogsaa den simple Saetning, at ved Folkenes Samfaerdsel, bleve Guld og Kryderier, Bernsteen og Tin tilforte Hellenerne, som den tempererede Zones Beboere fra det vide Fjerne.

Alt som ved Phoeniciernes og Edomiternes Handel ved Golfen ved Acaba, saavelsom Egypternes under Prolomaeerne og Romerne, det sydlige Asiens laenge tilhyllede Kyster afslöredes, begyndte man at erholde den hede Zones Producter fra föorste Haand, og i Menneskenes livlige Indbildningskraft bleve Verdens metalliske Skatte stedse rykkede videre og videre mod Östen. To Gange har det samme Folk, Araberne, i Lagidernes og Caesarernes, for Handelen saa vigtige Epoke, saavelsom ved Enden af det femtende Aarhundrede, paa de portugisiske Opdagelsers Tid viist Verden Veien til Indien.

Men i Bestemmelsen af det egentlige Hjem for Guldet og alle Jordens herligste Producter, forenede sig, med Ideen om det Fjerne, ogsaa den om tropisk Hede.

"Saalaenge Eders Herlighed ikke finder sorte Mennesker," skriver en catalonisk Steenskjaerer, Mossen Jaime Ferrer 1495 til Admiral Christopher Columbus, "kan De ikke vente store Ting, virkelige Skatte, som Specerier, Diamanter og Guld."

Brevet findes i en 1545 i Barcelona trykt Bog, der förer den synderlige Titel:

Sentencias catholicas del divi poeta Dant, og for kort Tid siden er fundet.

Uralbjergenes Guldrigdom, der i det moguliske Norden Straekker sig lige derhen, hvor Jorden neppe i Sommermaanederne optöer, de Diamanter, som under min, paa Keiser Nicolaus's Befaling i Aaret 1829 foretagne sibiriske Expedition, ere blevne opdagede af 2 af mine Ledsagere naerved den 60de Breddegrad paa den europaeiske Skraaning af Ural tale just ikke for Guldets og Diamanternes Sammenhaeng med tropisk Varme og farvede Mennesker.

Christof Columbus, der tilskriver Guldet et moralskt og religiöst Vaerd, "fordi", som han siger, "den der besidder det i denne Verden, erholder hvad han vil, ja selv (ved Betaling af Messer?) tilförer Paradiset mange Sjaele, Christof Columbus var aldeles af samme Mening som Steenskjaereren Ferrer.

Han sögte Zipango (Japan) som man udgav for Guldöen Chryse, og da han den 14de November 1492 seilede langs med Kysterne af Cuba, som han holdt for en Deel af Östasiens (Cathay) Continent, skrev han i sin Dagbog: "Efter den megen Hede at slutte, som jeg lider af, maa Landet vaere meget rigt paa Guld".

Saaledes lode falske Anskuelser forglemme, hvad den classiske Alderdom havde fortalt om Massageternes og Artmaspernes Metalskatte i Europas höie Norden: jeg siger Europa, thi Nordasiens öde Fladland, det nuvaerende Sibirien, gjaldt, med sine Fyrreskove for en Fortsaettelse af det belgiske, baltiske og sarmatiske Fladland.

Omfatte vi med et Blik Europas Handelshistorie, saa finde vi i den aeldste Tid Guldets rigeste Kilder i Asien.

Siden Slutningen af Middelalderen og tre Aarhundreder senere, tilhöre de den nye Verden.

For Öieblikket, siden Begyndelsen af det nittende Aarhundrede strömme disse Kilder atter rigest i Asien, men i andre Zoner af dette Continent.

Denne Vexlen i Strömningens Retning, denne Erstatning, som tilfaeldige Opdagelser i Norden tilbyde, naar Guldet pludselig forsvinder i Syden, fortjener en alvorlig Betragtning, en Grandskning efter nummeriske Angivelser; thi i den politiske Huusholdning ligesaavel ved Undersögelsen af Naturphaenomenerne ere Tallene stedse det Afgjörende; de ere de sidste ubestikkelige Dommere i Statsoeconomiens meget besridte Forhold.

.... At den store asiatiske Guldrigdom, der strömmede over til Vesten, kom fra Indreasien, nordvestlig fra Labok, fra Oxus's övre Löb (imellem Hindu-Kuh og Pomers Höider, ved den vestlige Skraaning af Bolor) fra Bactrien og Perserrigetss östlige Satrapier, er utvivlsomt; dog er det lettere at angive Strömmens Retning end Kildernes Enkeltheder og deres relative Righoldighed.

Skuepladsen for Mythen om de guldsögende Myrer blandt Dardernes Bjergfolk maa söges fjernt sra Arimasperne.

Hiin Mythe synes at tihore Koschgar og Akows flade Lande mellem Himmelbjergets og Kuerlands Paralelkjeder, hvor Floden Sharim falder i Lop.

De nordlige Arisnasper komme vi senere til at omtale, naar vi skulle betragte Urals store umiddelbar under Jordskorpen, liggende Guldmasser.

Ryet om den indiske

Rigdom löd i ofte misforstaaede Toner lige til Persien.

Ktesias af Asklepiadernes Stamme, Livlaege hos Kong Artaxerxes Mnemon beskriver naesten uden selv at ahne det, under Billedet af en Guldkilde paa det tydeligste, et Hyttevaerk, en Smelteovn, af hvilket det flydende Metal udstrommer i Krukken (Leerformer).

Hellenerne var naermere Lydien end de Floder, der udströmme af Tmolus, Phrygjen og Cholchis's guldrige Lande.

Guldsandets hurtig udtömmende Schichter gjöre det begribeligt for Bergmanden, hvorfor mange af disse just naevnte og nylig besögte Lande forekommer den Reisende fattige paa Guld.

Hvor let vilde man ikke, naar man nu giennemforskede Dalförene paa de vestindiske Öer Cuba og St.

Domingo eller Veraguas Kyster, uden de forhaanden vaerende historiske Vidnesbyrd, blive forledet til at tvivle paa hine Egnes rige Guldudbytte ved Enden af det femtende Aarhundrede?

Varigere, naar ikke ydre Forbold forstyrrer den, er den egentlig underjordiske Bergvaerksdrift paa staaende Gulderts.

Just fordi man ei paa engang kjender det hele Leie, fordi Bjerget ved Gangbergvaerksdriften kun efterhaanden bliver aabnet, er der her skaffet den menneskelige Virksomhed en laengere Beskjaeftigelse.

Guldholdig Flodsand bliver hurtig gjennemrodet og berövet sin Rigdom.

Hvor faa af 40 Guldvaskerier, som Strabo saa omhyggeligt beskriver, vilde man vel nu kunne gjenkjende.

Denne paa Analogien og Bergmands Erfaring grundede Bemaerkning, maatte saameget mere finde en Plads her, som tom Tvivlesyge gjerne söger at svaekke Alderdommens Traditioner.

Den Hellenerne bekjendte Deel af Europa stod i metallisk Rigdom ligesaameget tilbage for Asien som senere det hele Europa for den nye Verden.

Det sidste Forhold, nemlig Europas og Amerikas relative Produktivitet var i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede, da de spanske Coloniers Bergvaerker vare i deres rigeste Flor, for Guldproductionen som 1: 13, for Sölvproductionen som 1: 15. Omendskjönt i Spaniens metalliske Rigdom, Solv fra Boetica og det af Hamilcar Barcas grundede Ny- Carthagos Omegn, laenge var Hovedgjenstanden for den udenlandske Handel, saa leverede dog i mangt Aar Gallicien, Lusitanien og isaer Asturien henimod 20,000 Pund Guld, det er naesten ligesaameget som Brasilien har givet i sin meest blomstrende Periode.

Intet Under derfor, at den tidlig besogte spanske Halvöe ved Phoenieciernes og Carthagernes Fortaellinger betragtedes som et vestligt El-Dorado.

Sikkert var paa mange Punkter, som nu kun vise svage Spoer af Metalgehalt, den gamle Jord engang, naer ved dens Overflade, bedaekket med Schichter af Guldsand, eller i den faste Bjergformation gjennemspraengt med Levninger af Gulderts.

Disse sydeuropaeiske Bergvaerkers locale Vigtighed kan man ikke fornaegte, men i Sammenligning med Asien var dog Udbyttet ringe.

Denne sidste Verdensdeel blev laenge Hovedkilden for metallisk Rigdom, og Retningen for Tilstromningen af Guld for Europa kunde kun betegnes som gaaende fra Ost mod Vest; men Asien selv, d. e. det ved Middelalderens Reisende udspredte Rygte om Zipangus og det sydlige Archipelagus's umaadelige Skatte, foranledigede en pludselig Forandring i hiin Metalstroms Retning.

Amerika blev opdaget, ikke fordi, som man laenge falskeligen har paastaaet, Columbus anede et andet Continent, men fordi han i Vest fulgte en kortere Vei til Zipangu og Specerieöerne i Syd for Asien.

"Den störste geographiske Vildfarelse (Ideen om Spaniens og Indiens store Naerhed) förte til den störste geographiske Opdagelse.

Christopher Columbus og Amerigo Vespucci ere begge döde i den faste Overbeviisning at have berört Östasien (det gangeliske Indien og Halvöen, hvorpaa Cattegarra ligger).

Om Haederen for Opdagelsen af et nyt Continent kunde der derfor ikke vaere nogen Strid mellem begge.

Paa Cuba vilde Columbus overgive Mongolernes Storchan sin Monarchs Breve.

Han troer sig i Mangi, den sydlige Deel af Cathai (China); han söger den af Marco Polo beskrevne Himmelstad Qvinsay, nu Hangchiresu."

Öen Hispaniola (Hayti), skriver Columbus til Pave Alexander VI, er Tarsis Ofir og Zipangu.

Paa min anden Reise har jeg opdaget 1,400 Öer og 333 Mile af Asiens Continent (de la tierra firme de Asia).

Dette vestindiske Zipangu gav snart Guldstykker af 8, 10 til 20 Punds Vaegt.

Det nye opdagede America blev nu Hovedkilden for de aedle Metaller.

Den nye Ström gik fra Vesten mod Östen, ja den gjennemskar snart Europa, fordi der ved den tiltagende Samfaersel siden Omseilingen af Afrika, maatte give det sydlige og östlige Asien en större Erstatning for dets Specerier, Silke og Farvestoffer.

Da för Opdagelsen af Tascos Sölvgruber (1522) paa den vestlige Skraaning af de mexicanske Cordillerer, Amerika kun leverede Guld, saa fandt allerede Dronning Isabelle af Castilien fra Aaret 1497 sig bevaeget til, betydeligen at forandre begge Metallers lovmaessige Forhold til hinanden.

Det tidlige og hidtil saa lidet paagtede Pengeedict fra Medina, lader sig kun forklare ved denne Omstaendighed og ved Guldets Ophobning paa enkelte Steder af Europa.

Jeg har paa et andet Sted sogt at vise at den hele Guldindförsel fra 1492 til 1500 fra de da opdagede Dele af den nye Verden i Gjennemsnit neppe udgjorde 2000 Mark aarligen.

Pave Alexander VI, der indbildte sig at have givet Spanien Halvparten af Jordkloden, erholdt til Gjengjeld af Ferdinand den Katholske smaae Guldklumper fra Haity, "som de förste Frugter af det nye opdagede Land", til Forgyldningen af Santa Maria Maggiores Basilicas Sofitto.

En Indskrift omtaler det Metal, quod primo catholici reges ex India receperunt.

Saa stor var dengang den spanske Regierings Driftighed, at allerede 1495, som Historieskriveren Munoz har viist, en Bergmand Pablo Vellis blev sendt til Haity med et Forraad Qviksölv for dermed at hurtigglore Guldvaskningen, Meget paafaldende er det i en ny opfunden og först for kort Tid siden publiceret Deel af Sherif Ebrisis Geographi at laese, "at Negrene i det Indre af det vestlige Afrika, saavelsom Beboerne af det frugtbare Lavland Wadi el Alali (mellem Abysinien, Badje, og Nubien) bearbeide Guldsandet med Qviksolv".

Derom taler den nubiske Geograph i Midten af det tolvte Aarhundrede som om en bekjendt Ting.

Skulde denne Kundskab have udbredt sig fra Orienten gjennem AEgypten, det sorte, Chemien hengivne Land?

De graeske og romerske Forfattere omtale rigtignok en meget brugelig Anvendelse af Qviksölvet, forat skille Guldet fra Traadene paa gamle Tresser, aldrig derimod om en technisk Anvendelse i det Store ved de dog ofte saa omstaendeligen beskrevne Guldvaskerier.

(Fortsaettes).

Alexander v. Humboldt om Svingningerne i Guldproductionen.

(Slutning fra No. 325.)

Om Guldsandets egentlige Leier i Altai har först ganske nylig en udmaerket Geognost, min forhenvaerende Reisefaelle i Ural, Hr. v. Helmersen, meddeelt tilfredsstillende Oplysninger.

Vaskeguldet, som i de senere Aar i stedse voxende Maengde er vundet i de östlige Dele af det tomskiske Gouvernement, tilhörer ikke den store Bjergformation, som vi kalde det altaiske Erzbjerg, som Ledebour, Bunge og Gebler have undersögt, og af hvilket Bjerget Belucha med sine ubestigelige Sneetoppe ved Katungas Kilder majestaetisk haever sig til Wetterhorns Höide eller mindst 11,000 Fod over Havfladen.

Leier af guldholdigt Sand vise sig paa begge Skraaninger af Bjerget, men isaer paa den östlige af en liden Bjergarm, som det fra Osten mod Vesten strygende Altai udsender i Meridianen af den Talezkoske Soe mod Norden, og som naaer naesten til Parallelen af Tomsk.

"Paa Karterne", tilfoier min Ven, Helmersen, "bliver dette vaskeguldforende Bjerg betegnet under Navn af det Abakanskiske- Kusnezkiske- og Alataubjerget.

At domme efter dets Retning, dets indre Sammenhaeng og dets Form har det den umiskjendeligste Lighed med Ural; det er i Virkeligheden en Gjentagelse af Ural, kun i mindre Udstraekning.

Analogien gaaer saa vidt, at ogsaa her den östlige Side er guldholdig, medens Vestsiden naesten ingensteds fremviser Guld; da just denne Vestside er forbeholdt Kronen til Bearbeidelse, saa have naesten kun private Speculanter benyttet Alataus (denne mod Norden udlöbende Green af Altais) Guldrigdom".

Geognoster, der ere fortrolige med mine Undersogelser over Bjergsystemernes Retning i Indreasien, og Elie de Beaumonts aandrige Anskuelser over Bjergspalternes og Bjergkjedernes Parallelismus og relative Aldersperioder, kan ikke vaere blinde for Vigtigheden af Hr. v. Helmer-

Heel uegentligt bliver det kaldt det lille Altai.

Ogsaa Hr. Helmersen deler min Tvivl om det store Altais Existents.

"En af hine store langstrakte Dele, ytrer Helmersen, der gaaer gjennem Altaibjerget, er den övre Buchtarmadal; den adskiller den nordlige, russiske Andeel af Bjerget fra den sydlige, chinesiske.

Denne sydlige Deel er ofte, selv i nyeste Tid, anfört som et saeregent Bjerg under Navnet store Altai, i Modsaetning til det nordlige, saakaldte lille Altai.

Seet bort fra det Upassende i disse Benaevnelser, der hverken synes grundede i Naturen, eller ere antagne af Beboerne, tjene de kun til at forplante en Vildfarelse, som den ene Karttegner arver efter den anden.

Det chinesiske Altai danner med det russiske kun et og det samme Hele, og der ee ingen Grund til, at lade det optraede som to, endog i deres Retning forskjellige Bjergstraekninger".

sens Jagttagelser.

Selv har jeg ikke seet det nordlige (kuznesiske) Altais Guldsandleier, da min Reise gik fra Tobolsk over Tara, gjennem den Barabinyskiske Steppe til det vestlige og sydlige Altai, og derfra til den chinesiske Grandsepost, Chunimailächu, i Provindsen Jli nordlig for Saysansöen.

Det altaiske Vaskeguld er noget meer sölvholdigt end Guldet i Ural.

De sibiriske Handelsmaend, kraftigen understottede af det keiserlige Bjergdepartement, have nu anlagt endogsaa Vintervaskerier, og Bearbeidelser af denne nye Green af den astatiske Industrie er saameget glaedeligere, som Arbeiderne kun ere Frivillige, og blive meget godt betalte.

Efter nyere Underretninger, som jeg stylder Finantsministeren, Grev v. Cancrin, cre rige Sandleier blevne opdagede i de Salairskiske Bjerge, som ogsaa ved Floden Biriusa, der skiller Gouvernementerne Jeniseisk og Irkutsk fra hinanden.

For hele Sibirien ere allerede udstedt 240 Licenzer eller Tilladelser til at bearbeide de guldholdige Leier.

Saa betydelig viser sig i senere Tid -- og Formaalet for denne Undersogelse, er just at skildre Vexlingerne i Guldhandelens Strömning -- Massen af det fra Östen kommende Guld.

De 469 Pud uralsk og altaisk Guld (32,830 Mark preussisk), der udgjorde Udbyttet for 1837, ere vaerd 7,211,000 Daler.

Et saadant Udbytte er kun 1/8 ringere end Guldproductionen fra Minas Geraes i Brasilien i de rigeste Aar af den lykkelige Epoche fra 1752 til 1761; derimod er den naesten 1/3 ringere end Productionen fra Ny-Granada, Chili og Mexico, kort for Udbruddet af Revolutionen i America.

Naar man betragter det sibiriske Continents uhyre Udstraekning, og erindrer sig det uralske Gulds hurtige Tilvaext i Aarene 1822, 1823 og 1824, saa bliver det meget sandsynligt, at Tilströmningen af sibirisk Guld fra Östen mod Vesten, fra Asien til Europa endnu ikke har naaet sit Maximum.

Udbyttet i Ostsibirien vil maaskee stige hurtigere end det fra de uralske Vaskerier ...... De Anskuelser, man i de sidste 15 Aar har vundet af Asiens endnu stedse forhaanden vaerende Guldrigdomme, tilbagekalde naesten uvilkaarligt i Hukommelsen, Isedonerne; Arimasperne og de Skatte vogtende Griffer, som Aristeas fra Prokonnesus og omtrent to Aarhundreder senere Herodat, har skaffet et saa varigt Rygte.

Jeg har haft den Glaede at besöge Steder i Ural, hvor faae Tommer under Jordskorpen skinnende Guldmasser af 13, 16 indtil 24 Punds Vaegt ere fundne taet ved hverandre.

Intet Under altsaa, at allerede i det höie Alderdom dette Guld blev samlet af Jaegerne og Hyrderne, at Rygtet om saadanne Rigdomme lod fjernt hen, ja traengte lige til de helleniske Colonier ved Pontus Euxinus, der tidligere traadte i Forbindeise med det ostlige Asien hiinsides det kaspiske Hav og Oxussees (Ural).

De handlende Graeker, ligesaalidt som Skytherne, traengte selv frem til Isedonerne; de drev deres Handel ved Hjaelp af Argipaeerne.

Niebuhr i sine Undersögelser over Skytherne og Geterne (Undersögelser, der ingenlunde stadfaestes ved det, som vi nu vide om de nordasiatiske Folks Forskjel i Race og Sprog) saetter Isedonerne og Arimasperne nordlig for Orenburg, altsaa i hiin, os nu saa bekjendt blevne, guldrige Egn ved den östlige Heldning af det sydlige Ural.

Denne Mening forsvares ogsaa i Statsraad Eichwalds, nys udkomne, indholdsrige Vaerk over det kaspiske Havs gamle Geographie.

Heeren og Volcker derimod forstaaer ved det Herodotiske Guldland, Altai, og jeg tilstaaer, at denne Mening, paa Grund af Lokalforholde, forekommer mig antageligere.

Jeg har ovenfor berört den Omstaendighed, at i Ural store Guldmasser ofte findes lige under Jordskorpen.

Rindende Vand eller andre ubetydelige Omstaendigheder kunne muligens engang aldeles have blottet disse Masser.

Er maaskee Fortaellingen om Skythernes hellige Guld, som Herodot omtaler, eller den om de fra Himlen nedfaldne gyldne Agerdyrkningsredskaber, som de to Kongesönner ikke kunde beröre uden at forbraende sig, medens den Tredie Colaxais, uden Fare kunde baere det kjölnede Guld frem, blot at forklare mythisk, eller bör man maaskee forklare dem om hede Aerolither?

Ere her Guld og Jern forvexlede med hinanden, og var maaskee det hellige Guld en glödende Meteorsteen, lig den af Pallas i Sibirien fundne, af hvilken man kunde smedde Agerdyrkningsredskaber, saaledes som Eskimoerne ved Baffinsbay endnn den Dag i Dag fabrikere deres Knive af en i Sneen halvbegravet Meteorsteen?

Jeg veed, at physiske Forklaringer af gamle Myther og nyere Undere ikke er i Mode, og at jeg maa frygte for, at geraade paa samme Afvei, som alexandrinske Grammatikere; dog en Naturforsker maa man tilgive, om hans Tanker ved en saadan Undersögelse vender sig til et Aerolithfald.

Maaskee var det fra Himlen faldne Metal kun glödende for at afholde de aeldre Sönner?

Ogsaa efter tydske Sagn lyser og flammer det der, hvor en Skat ligger begraven.

Saadanne Betragtninger afleder fra speciel-physiske Forklaringsmaadrr.

Gjenopfindelsen af guldholdige Sandleier i Nordasien, hiinsides Obi, Stigningen af et

Aars Udbytte af det altaiske eller kußnezkiskt Vaskeguld til en Vaegt af 130 Pud eller 9100 Mark preussisk er en Begivenhed af overordentlig Vigtighed i Guldhandelens Historie; det er en saameget vigtigere Begivenhed, som det tilhörer den, Europa underkastede Deel af Asien, og som det hele Udbytte ved at strömme over til Europa, indvirker paa det europaeiske Pengemarked.

Naesten til samme Tid, paa hvilken Ural aabnede sine Guldskatte, og begyndte at erstatte det, som den dybtsunkne brasiliske Guldproduction ikke meer formaaede at levere, bleve meget lovende guldholdige Leier opdagede i de sydlige Dele af Alleghanysbjergene, i Virginien, Nord- og Syd-Carolinn, Georgien, Tenessee og Alabama.

Disse nordamerikanske Guldvaskeriers egentlige Flor, hvortil snart kom egentlig Bergverksdrift af disse Egnes Guldminer, falder imellem Aarene 1830 og 1835.

De have rigtignok i de sidste otte Aar ikke leveret stort over 41/2 Million Dollars, dog en saadan Guldrigdom i Naerheden af de atlantiske Kyster, fortjener i geognostisk Henseende en storee Opmaerksomhed, end man hidtil i Europa har ydet samme.

Den frembyder ogsaa en stor historisk Interesse, idet man nu ikke laenger behöver at betragte det meget Guld, som de förste spanske Conqvistadorer saae hos Indvaanerne af Florida, som Virkningen af en gammel Somfaersel mellem dette Land og Mexico eller Hayti. Hr. Jacob kunde i sit bekjendte Vaerk om de aedle Metaller kun ansjaae Udbyttet af de nordamerikanske Guldvaskerier til 130,000 Dollars; blot faa Aar derefter steg samme indtil 800,000, ja til en Million Dollars. I Grevskabet Carravas (Nord-Carolina) fandt man et Guldstykke paa 28 Pund og slere paa 4 til 10 Pund.

Udbyttet og, som Folge deraf, Lysten til Guldbergvaerksdrift og Guldvaskning ere raskt tiltaget siden 1835.

Dog man har her fordeelagtigere Maader at anvende sine Capitaler paa; men i Guldhandelens Historie er dog dette Phaenomen af Interesse.

Qvantiteterne af den forögede Guldproduction forsvinde, som en uendelig liden Störrelse, imod den i Aartusinder ophobede og i Verdenshandelen circulerende Masse.

Ethvert nok saa lidet Tilskud virker vistnok ved en lang Vedvaren; men da en större, og i Velstand stigende Population fordrer en saa meget större Circulationscapital, saa kan paa Grund af den större Fordeling, endnu en folelig Mangel opstaae paa denne Artikel.

For de store Guldopdagelser i Ural i Aarene 1823 og 1824 var i Hamburg Sölverts Priis i Forhold til Guldets som 1: 15, 75, medens det 1830 til 1834 kun var som 1: 15, 73. I denne Tid blev der i England udmyntet 1,294,000 Mark Guld.

Hvilken Indflydelse har den formindskede Indforsel af aedle Metaller fra det nye Continent havt paa denne Forandring i Solverts og Guldets gjensidige Priisforhold?

De brasiliske Guldvaskerier ere for ubetydelige, til at man her behöver at tage noget Hensyn til dem.

Vil man end antage, at Guldproductionen i Revolutionsaarene sank til under 1/5 af det, som var Middelproductionen i den sidste blomstrende Epoche (1800--1806), saa belöber denne Formindskelse sig dog kun til 83,000 Kil. i Aarene fra 1816 til 1827; herfor har Ural i Aarene 1823 til 1827 alt givet en Erstatning af 17,300 Kil. I hine tolv Aar (1816--1827) er der altsaa idet Hele kun kommet 286,000 Mark Guld mindre til Europa end forhen.

Det fundne Resultat viser saaledes en Formindskelse, der ei er betydeligere end 1/4 eller 1/5 af det i de tolv sidste Aar i London myntede Guld.

Naar man betragter de aedle Metallers Byttevaerdie uden Hensyn til smaae locale Tilfaeldigheder, saa vil man i Aarene 1816 til 1837 ikke kunne opdage nogen Indflydelse paa samme hverken af den forögede asiatiske eller af den formindskede amerikanske Production.

Tilströmningen af aedle Metaller fra Europa til det östlige og sydlige Asien er utvivlsomt i Aftagende.