Alexander v. Humboldt om Svingningerne i Guldproductionen

Efter Herodots gamle Udſagn ere ved den ulige Uddeling af Jordbundens Goder og Skatte, de ſtjønneſte Produkter blevne Verdens Ender til Deel.

Dette Udſagn var ikke blot grundet paa en mørk, Menneſkeheden eiendommelig Følelſe, at Lykken boer fjernt fra os; den udtrykte ogſaa den ſimple Sætning, at ved Folkenes Samfærdſel, bleve Guld og Kryderier, Bernſteen og Tin tilforte Hellenerne, ſom den tempererede Zones Beboere fra det vide Fjerne.

Alt ſom ved Phoeniciernes og Edomiternes Handel ved Golfen ved Acaba, ſaavelſom Egypternes under Prolomæerne og Romerne, det ſydlige Aſiens længe tilhyllede Kyſter afſløredes, begyndte man at erholde den hede Zones Producter fra føorſte Haand, og i Menneſkenes livlige Indbildningskraft bleve Verdens metalliſke Skatte ſtedſe rykkede videre og videre mod Øſten. To Gange har det ſamme Folk, Araberne, i Lagidernes og Cæſarernes, for Handelen ſaa vigtige Epoke, ſaavelſom ved Enden af det femtende Aarhundrede, paa de portugiſiſke Opdagelſers Tid viiſt Verden Veien til Indien.

Men i Beſtemmelſen af det egentlige Hjem for Guldet og alle Jordens herligſte Producter, forenede ſig, med Ideen om det Fjerne, ogſaa den om tropiſk Hede.

„Saalænge Eders Herlighed ikke finder ſorte Menneſker,“ ſkriver en cataloniſk Steenſkjærer, Mosſen Jaime Ferrer 1495 til Admiral Chriſtopher Columbus, „kan De ikke vente ſtore Ting, virkelige Skatte, ſom Specerier, Diamanter og Guld.“

Brevet findes i en 1545 i Barcelona trykt Bog, der fører den ſynderlige Titel:

Sentencias catholicas del divi poeta Dant, og for kort Tid ſiden er fundet.

Uralbjergenes Guldrigdom, der i det moguliſke Norden Strækker ſig lige derhen, hvor Jorden neppe i Sommermaanederne optøer, de Diamanter, ſom under min, paa Keiſer Nicolaus’s Befaling i Aaret 1829 foretagne ſibiriſke Expedition, ere blevne opdagede af 2 af mine Ledſagere nærved den 60de Breddegrad paa den europæiſke Skraaning af Ural tale juſt ikke for Guldetſ og Diamanternes Sammenhæng med tropiſk Varme og farvede Menneſker.

Chriſtof Columbus, der tilſkriver Guldet et moralſkt og religiøſt Værd, „fordi“, ſom han ſiger, „den der beſidder det i denne Verden, erholder hvad han vil, ja ſelv (ved Betaling af Mesſer?) tilfører Paradiſet mange Sjæle, Chriſtof Columbus var aldeles af ſamme Mening ſom Steenſkjæreren Ferrer.

Han ſøgte Zipango (Japan) ſom man udgav for Guldøen Chryſe, og da han den 14de November 1492 ſeilede langs med Kyſterne af Cuba, ſom han holdt for en Deel af Øſtaſiens (Cathay) Continent, ſkrev han i ſin Dagbog: „Efter den megen Hede at ſlutte, ſom jeg lider af, maa Landet være meget rigt paa Guld“.

Saaledes lode falſke Anſkuelſer forglemme, hvad den clasſiſke Alderdom havde fortalt om Masſageternes og Artmaspernes Metalſkatte i Europas høie Norden: jeg ſiger Europa, thi Nordaſiens øde Fladland, det nuværende Sibirien, gjaldt, med ſine Fyrreſkove for en Fortſættelſe af det belgiſke, baltiſke og ſarmatiſke Fladland.

Omfatte vi med et Blik Europas Handelshiſtorie, ſaa finde vi i den ældſte Tid Guldets rigeſte Kilder i Aſien.

Siden Slutningen af Middelalderen og tre Aarhundreder ſenere, tilhøre de den nye Verden.

For Øieblikket, ſiden Begyndelſen af det nittende Aarhundrede ſtrømme disſe Kilder atter rigeſt i Aſien, men i andre Zoner af dette Continent.

Denne Vexlen i Strømningens Retning, denne Erſtatning, ſom tilfældige Opdagelſer i Norden tilbyde, naar Guldet pludſelig forſvinder i Syden, fortjener en alvorlig Betragtning, en Grandſkning efter nummeriſke Angivelſer; thi i den politiſke Huusholdning ligeſaavel ved Underſøgelſen af Naturphænomenerne ere Tallene ſtedſe det Afgjørende; de ere de ſidſte ubeſtikkelige Dommere i Statsoeconomiens meget beſridte Forhold.

.... At den ſtore aſiatiſke Guldrigdom, der ſtrømmede over til Veſten, kom fra Indreaſien, nordveſtlig fra Labok, fra Oxus’s øvre Løb (imellem Hindu-Kuh og Pomers Høider, ved den veſtlige Skraaning af Bolor) fra Bactrien og Perſerrigetſs øſtlige Satrapier, er utvivlſomt; dog er det lettere at angive Strømmens Retning end Kildernes Enkeltheder og deres relative Righoldighed.

Skuepladſen for Mythen om de guldſøgende Myrer blandt Darderneſ Bjergfolk maa ſøges fjernt ſra Arimasperne.

Hiin Mythe ſynes at tihore Koſchgar og Akows flade Lande mellem Himmelbjergets og Kuerlands Paralelkjeder, hvor Floden Sharim falder i Lop.

De nordlige Arisnasper komme vi ſenere til at omtale, naar vi ſkulle betragte Urals ſtore umiddelbar under Jordſkorpen, liggende Guldmasſer.

Ryet om den indiſke

Rigdom lød i ofte misforſtaaede Toner lige til Perſien.

Kteſias af Aſklepiadernes Stamme, Livlæge hos Kong Artaxerxes Mnemon beſkriver næſten uden ſelv at ahne det, under Billedet af en Guldkilde paa det tydeligſte, et Hytteværk, en Smelteovn, af hvilket det flydende Metal udſtrommer i Krukken (Leerformer).

Hellenerne var nærmere Lydien end de Floder, der udſtrømme af Tmolus, Phrygjen og Cholchis’s guldrige Lande.

Guldſandets hurtig udtømmende Schichter gjøre det begribeligt for Bergmanden, hvorfor mange af disſe juſt nævnte og nylig beſøgte Lande forekommer den Reiſende fattige paa Guld.

Hvor let vilde man ikke, naar man nu giennemforſkede Dalførene paa de veſtindiſke Øer Cuba og St.

Domingo eller Veraguas Kyſter, uden de forhaanden værende hiſtoriſke Vidnesbyrd, blive forledet til at tvivle paa hine Egnes rige Guldudbytte ved Enden af det femtende Aarhundrede?

Varigere, naar ikke ydre Forbold forſtyrrer den, er den egentlig underjordiſke Bergværksdrift paa ſtaaende Gulderts.

Juſt fordi man ei paa engang kjender det hele Leie, fordi Bjerget ved Gangbergværksdriften kun efterhaanden bliver aabnet, er der her ſkaffet den menneſkelige Virkſomhed en længere Beſkjæftigelſe.

Guldholdig Flodſand bliver hurtig gjennemrodet og berøvet ſin Rigdom.

Hvor faa af 40 Guldvaſkerier, ſom Strabo ſaa omhyggeligt beſkriver, vilde man vel nu kunne gjenkjende.

Denne paa Analogien og Bergmands Erfaring grundede Bemærkning, maatte ſaameget mere finde en Plads her, ſom tom Tvivleſyge gjerne ſøger at ſvække Alderdommens Traditioner.

Den Hellenerne bekjendte Deel af Europa ſtod i metalliſk Rigdom ligeſaameget tilbage for Aſien ſom ſenere det hele Europa for den nye Verden.

Det ſidſte Forhold, nemlig Europas og Amerikas relative Produktivitet var i Begyndelſen af det nittende Aarhundrede, da de ſpanſke Coloniers Bergværker vare i deres rigeſte Flor, for Guldproductionen ſom 1: 13, for Sølvproductionen ſom 1: 15. Omendſkjønt i Spaniens metalliſke Rigdom, Solv fra Boetica og det af Hamilcar Barcas grundede Ny- Carthagos Omegn, længe var Hovedgjenſtanden for den udenlandſke Handel, ſaa leverede dog i mangt Aar Gallicien, Luſitanien og iſær Aſturien henimod 20,000 Pund Guld, det er næſten ligeſaameget ſom Braſilien har givet i ſin meeſt blomſtrende Periode.

Intet Under derfor, at den tidlig beſogte ſpanſke Halvøe ved Phoenieciernes og Carthagernes Fortællinger betragtedes ſom et veſtligt El-Dorado.

Sikkert var paa mange Punkter, ſom nu kun viſe ſvage Spoer af Metalgehalt, den gamle Jord engang, nær ved dens Overflade, bedækket med Schichter af Guldſand, eller i den faſte Bjergformation gjennemſprængt med Levninger af Gulderts.

Disſe ſydeuropæiſke Bergværkers locale Vigtighed kan man ikke fornægte, men i Sammenligning med Aſien var dog Udbyttet ringe.

Denne ſidſte Verdensdeel blev længe Hovedkilden for metalliſk Rigdom, og Retningen for Tilſtromningen af Guld for Europa kunde kun betegnes ſom gaaende fra Oſt mod Veſt; men Aſien ſelv, d. e. det ved Middelalderens Reiſende udſpredte Rygte om Zipangus og det ſydlige Archipelagus’s umaadelige Skatte, foranledigede en pludſelig Forandring i hiin Metalſtroms Retning.

Amerika blev opdaget, ikke fordi, ſom man længe falſkeligen har paaſtaaet, Columbus anede et andet Continent, men fordi han i Veſt fulgte en kortere Vei til Zipangu og Specerieøerne i Syd for Aſien.

„Den ſtørſte geographiſke Vildfarelſe (Ideen om Spaniens og Indiens ſtore Nærhed) førte til den ſtørſte geographiſke Opdagelſe.

Chriſtopher Columbus og Amerigo Veſpucci ere begge døde i den faſte Overbeviisning at have berørt Øſtaſien (det gangeliſke Indien og Halvøen, hvorpaa Cattegarra ligger).

Om Hæderen for Opdagelſen af et nyt Continent kunde der derfor ikke være nogen Strid mellem begge.

Paa Cuba vilde Columbus overgive Mongolernes Storchan ſin Monarchs Breve.

Han troer ſig i Mangi, den ſydlige Deel af Cathai (China); han ſøger den af Marco Polo beſkrevne Himmelſtad Qvinſay, nu Hangchireſu.“

Øen Hispaniola (Hayti), ſkriver Columbus til Pave Alexander VI, er Tarſis Ofir og Zipangu.

Paa min anden Reiſe har jeg opdaget 1,400 Øer og 333 Mile af Aſiens Continent (de la tierra firme de Asia).

Dette veſtindiſke Zipangu gav ſnart Guldſtykker af 8, 10 til 20 Punds Vægt.

Det nye opdagede America blev nu Hovedkilden for de ædle Metaller.

Den nye Strøm gik fra Veſten mod Øſten, ja den gjennemſkar ſnart Europa, fordi der ved den tiltagende Samfærſel ſiden Omſeilingen af Afrika, maatte give det ſydlige og øſtlige Aſien en ſtørre Erſtatning for dets Specerier, Silke og Farveſtoffer.

Da før Opdagelſen af Taſcos Sølvgruber (1522) paa den veſtlige Skraaning af de mexicanſke Cordillerer, Amerika kun leverede Guld, ſaa fandt allerede Dronning Iſabelle af Caſtilien fra Aaret 1497 ſig bevæget til, betydeligen at forandre begge Metallers lovmæsſige Forhold til hinanden.

Det tidlige og hidtil ſaa lidet paagtede Pengeedict fra Medina, lader ſig kun forklare ved denne Omſtændighed og ved Guldets Ophobning paa enkelte Steder af Europa.

Jeg har paa et andet Sted ſogt at viſe at den hele Guldindførſel fra 1492 til 1500 fra de da opdagede Dele af den nye Verden i Gjennemſnit neppe udgjorde 2000 Mark aarligen.

Pave Alexander VI, der indbildte ſig at have givet Spanien Halvparten af Jordkloden, erholdt til Gjengjeld af Ferdinand den Katholſke ſmaae Guldklumper fra Haity, „ſom de førſte Frugter af det nye opdagede Land“, til Forgyldningen af Santa Maria Maggiores Baſilicas Sofitto.

En Indſkrift omtaler det Metal, quod primo catholici reges ex India receperunt.

Saa ſtor var dengang den ſpanſke Regierings Driftighed, at allerede 1495, ſom Hiſtorieſkriveren Munoz har viiſt, en Bergmand Pablo Vellis blev ſendt til Haity med et Forraad Qvikſølv for dermed at hurtigglore Guldvaſkningen, Meget paafaldende er det i en ny opfunden og førſt for kort Tid ſiden publiceret Deel af Sherif Ebriſis Geographi at læſe, „at Negrene i det Indre af det veſtlige Afrika, ſaavelſom Beboerne af det frugtbare Lavland Wadi el Alali (mellem Abyſinien, Badje, og Nubien) bearbeide Guldſandet med Qvikſolv“.

Derom taler den nubiſke Geograph i Midten af det tolvte Aarhundrede ſom om en bekjendt Ting.

Skulde denne Kundſkab have udbredt ſig fra Orienten gjennem Ægypten, det ſorte, Chemien hengivne Land?

De græſke og romerſke Forfattere omtale rigtignok en meget brugelig Anvendelſe af Qvikſølvet, forat ſkille Guldet fra Traadene paa gamle Tresſer, aldrig derimod om en techniſk Anvendelſe i det Store ved de dog ofte ſaa omſtændeligen beſkrevne Guldvaſkerier.

(Fortſættes).

Alexander v. Humboldt om Svingningerne i Guldproductionen.

(Slutning fra No. 325.)

Om Guldſandets egentlige Leier i Altai har førſt ganſke nylig en udmærket Geognoſt, min forhenværende Reiſefælle i Ural, Hr. v. Helmerſen, meddeelt tilfredsſtillende Oplysninger.

Vaſkeguldet, ſom i de ſenere Aar i ſtedſe voxende Mængde er vundet i de øſtlige Dele af det tomſkiſke Gouvernement, tilhører ikke den ſtore Bjergformation, ſom vi kalde det altaiſke Erzbjerg, ſom Ledebour, Bunge og Gebler have underſøgt, og af hvilket Bjerget Belucha med ſine ubeſtigelige Sneetoppe ved Katungas Kilder majeſtætiſk hæver ſig til Wetterhorns Høide eller mindſt 11,000 Fod over Havfladen.

Leier af guldholdigt Sand viſe ſig paa begge Skraaninger af Bjerget, men iſær paa den øſtlige af en liden Bjergarm, ſom det fra Oſten mod Veſten ſtrygende Altai udſender i Meridianen af den Talezkoſke Soe mod Norden, og ſom naaer næſten til Parallelen af Tomſk.

„Paa Karterne“, tilfoier min Ven, Helmerſen, „bliver dette vaſkeguldforende Bjerg betegnet under Navn af det Abakanſkiſke- Kusnezkiſke- og Alataubjerget.

At domme efter dets Retning, dets indre Sammenhæng og dets Form har det den umiskjendeligſte Lighed med Ural; det er i Virkeligheden en Gjentagelſe af Ural, kun i mindre Udſtrækning.

Analogien gaaer ſaa vidt, at ogſaa her den øſtlige Side er guldholdig, medens Veſtſiden næſten ingenſteds fremviſer Guld; da juſt denne Veſtſide er forbeholdt Kronen til Bearbeidelſe, ſaa have næſten kun private Speculanter benyttet Alataus (denne mod Norden udløbende Green af Altais) Guldrigdom“.

Geognoſter, der ere fortrolige med mine Underſogelſer over Bjergſyſtemernes Retning i Indreaſien, og Elie de Beaumonts aandrige Anſkuelſer over Bjergſpalternes og Bjergkjedernes Parallelismus og relative Aldersperioder, kan ikke være blinde for Vigtigheden af Hr. v. Helmer-

Heel uegentligt bliver det kaldt det lille Altai.

Ogſaa Hr. Helmerſen deler min Tvivl om det ſtore Altais Exiſtents.

„En af hine ſtore langſtrakte Dele, ytrer Helmerſen, der gaaer gjennem Altaibjerget, er den øvre Buchtarmadal; den adſkiller den nordlige, rusſiſke Andeel af Bjerget fra den ſydlige, chineſiſke.

Denne ſydlige Deel er ofte, ſelv i nyeſte Tid, anført ſom et ſæregent Bjerg under Navnet ſtore Altai, i Modſætning til det nordlige, ſaakaldte lille Altai.

Seet bort fra det Upasſende i disſe Benævnelſer, der hverken ſynes grundede i Naturen, eller ere antagne af Beboerne, tjene de kun til at forplante en Vildfarelſe, ſom den ene Karttegner arver efter den anden.

Det chineſiſke Altai danner med det rusſiſke kun et og det ſamme Hele, og der ee ingen Grund til, at lade det optræde ſom to, endog i deres Retning forſkjellige Bjergſtrækninger“.

ſens Jagttagelſer.

Selv har jeg ikke ſeet det nordlige (kuzneſiſke) Altais Guldſandleier, da min Reiſe gik fra Tobolſk over Tara, gjennem den Barabinyſkiſke Steppe til det veſtlige og ſydlige Altai, og derfra til den chineſiſke Grandſepoſt, Chunimailächu, i Provindſen Jli nordlig for Sayſanſøen.

Det altaiſke Vaſkeguld er noget meer ſølvholdigt end Guldet i Ural.

De ſibiriſke Handelsmænd, kraftigen underſtottede af det keiſerlige Bjergdepartement, have nu anlagt endogſaa Vintervaſkerier, og Bearbeidelſer af denne nye Green af den aſtatiſke Induſtrie er ſaameget glædeligere, ſom Arbeiderne kun ere Frivillige, og blive meget godt betalte.

Efter nyere Underretninger, ſom jeg ſtylder Finantsminiſteren, Grev v. Cancrin, cre rige Sandleier blevne opdagede i de Salairſkiſke Bjerge, ſom ogſaa ved Floden Biriuſa, der ſkiller Gouvernementerne Jeniſeiſk og Irkutſk fra hinanden.

For hele Sibirien ere allerede udſtedt 240 Licenzer eller Tilladelſer til at bearbeide de guldholdige Leier.

Saa betydelig viſer ſig i ſenere Tid — og Formaalet for denne Underſogelſe, er juſt at ſkildre Vexlingerne i Guldhandelens Strømning — Masſen af det fra Øſten kommende Guld.

De 469 Pud uralſk og altaiſk Guld (32,830 Mark preusſiſk), der udgjorde Udbyttet for 1837, ere værd 7,211,000 Daler.

Et ſaadant Udbytte er kun 1/8 ringere end Guldproductionen fra Minas Geraes i Braſilien i de rigeſte Aar af den lykkelige Epoche fra 1752 til 1761; derimod er den næſten 1/3 ringere end Productionen fra Ny-Granada, Chili og Mexico, kort for Udbruddet af Revolutionen i America.

Naar man betragter det ſibiriſke Continents uhyre Udſtrækning, og erindrer ſig det uralſke Gulds hurtige Tilvæxt i Aarene 1822, 1823 og 1824, ſaa bliver det meget ſandſynligt, at Tilſtrømningen af ſibiriſk Guld fra Øſten mod Vesten, fra Aſien til Europa endnu ikke har naaet ſit Maximum.

Udbyttet i Oſtſibirien vil maaſkee ſtige hurtigere end det fra de uralſke Vaſkerier ...... De Anſkuelſer, man i de ſidſte 15 Aar har vundet af Aſiens endnu ſtedſe forhaanden værende Guldrigdomme, tilbagekalde næſten uvilkaarligt i Hukommelſen, Iſedonerne; Arimasperne og de Skatte vogtende Griffer, ſom Ariſteas fra Prokonneſus og omtrent to Aarhundreder ſenere Herodat, har ſkaffet et ſaa varigt Rygte.

Jeg har haft den Glæde at beſøge Steder i Ural, hvor faae Tommer under Jordſkorpen ſkinnende Guldmasſer af 13, 16 indtil 24 Punds Vægt ere fundne tæt ved hverandre.

Intet Under altſaa, at allerede i det høie Alderdom dette Guld blev ſamlet af Jægerne og Hyrderne, at Rygtet om ſaadanne Rigdomme lod fjernt hen, ja trængte lige til de helleniſke Colonier ved Pontus Euxinus, der tidligere traadte i Forbindeiſe med det oſtlige Aſien hiinſides det kaſpiſke Hav og Oxusſees (Ural).

De handlende Græker, ligeſaalidt ſom Skytherne, trængte ſelv frem til Iſedonerne; de drev deres Handel ved Hjælp af Argipæerne.

Niebuhr i ſine Underſøgelſer over Skytherne og Geterne (Underſøgelſer, der ingenlunde ſtadfæſtes ved det, ſom vi nu vide om de nordaſiatiſke Folks Forſkjel i Race og Sprog) ſætter Iſedonerne og Arimaſperne nordlig for Orenburg, altſaa i hiin, os nu ſaa bekjendt blevne, guldrige Egn ved den øſtlige Heldning af det ſydlige Ural.

Denne Mening forſvares ogſaa i Statsraad Eichwalds, nys udkomne, indholdsrige Værk over det kaſpiſke Havs gamle Geographie.

Heeren og Volcker derimod forſtaaer ved det Herodotiſke Guldland, Altai, og jeg tilſtaaer, at denne Mening, paa Grund af Lokalforholde, forekommer mig antageligere.

Jeg har ovenfor berørt den Omſtændighed, at i Ural ſtore Guldmasſer ofte findes lige under Jordſkorpen.

Rindende Vand eller andre ubetydelige Omſtændigheder kunne muligens engang aldeles have blottet disſe Masſer.

Er maaſkee Fortællingen om Skythernes hellige Guld, ſom Herodot omtaler, eller den om de fra Himlen nedfaldne gyldne Agerdyrkningsredſkaber, ſom de to Kongeſønner ikke kunde berøre uden at forbrænde ſig, medens den Tredie Colaxais, uden Fare kunde bære det kjølnede Guld frem, blot at forklare mythiſk, eller bør man maaſkee forklare dem om hede Aerolither?

Ere her Guld og Jern forvexlede med hinanden, og var maaſkee det hellige Guld en glødende Meteorſteen, lig den af Pallas i Sibirien fundne, af hvilken man kunde ſmedde Agerdyrkningsredſkaber, ſaaledes ſom Eſkimoerne ved Baffinsbay endnn den Dag i Dag fabrikere deres Knive af en i Sneen halvbegravet Meteorſteen?

Jeg veed, at phyſiſke Forklaringer af gamle Myther og nyere Undere ikke er i Mode, og at jeg maa frygte for, at geraade paa ſamme Afvei, ſom alexandrinſke Grammatikere; dog en Naturforſker maa man tilgive, om hans Tanker ved en ſaadan Underſøgelſe vender ſig til et Aerolithfald.

Maaſkee var det fra Himlen faldne Metal kun glødende for at afholde de ældre Sønner?

Ogſaa efter tydſke Sagn lyſer og flammer det der, hvor en Skat ligger begraven.

Saadanne Betragtninger afleder fra ſpeciel-phyſiſke Forklaringsmaadrr.

Gjenopfindelſen af guldholdige Sandleier i Nordaſien, hiinſides Obi, Stigningen af et

Aars Udbytte af det altaiſke eller kußnezkiſkt Vaſkeguld til en Vægt af 130 Pud eller 9100 Mark preusſiſk er en Begivenhed af overordentlig Vigtighed i Guldhandelens Hiſtorie; det er en ſaameget vigtigere Begivenhed, ſom det tilhører den, Europa underkaſtede Deel af Aſien, og ſom det hele Udbytte ved at ſtrømme over til Europa, indvirker paa det europæiſke Pengemarked.

Næſten til ſamme Tid, paa hvilken Ural aabnede ſine Guldſkatte, og begyndte at erſtatte det, ſom den dybtſunkne braſiliſke Guldproduction ikke meer formaaede at levere, bleve meget lovende guldholdige Leier opdagede i de ſydlige Dele af Alleghanysbjergene, i Virginien, Nord- og Syd-Carolinn, Georgien, Tenesſee og Alabama.

Disſe nordamerikanſke Guldvaſkeriers egentlige Flor, hvortil ſnart kom egentlig Bergverksdrift af disſe Egnes Guldminer, falder imellem Aarene 1830 og 1835.

De have rigtignok i de ſidſte otte Aar ikke leveret ſtort over 4½ Million Dollars, dog en ſaadan Guldrigdom i Nærheden af de atlantiſke Kyſter, fortjener i geognoſtiſk Henſeende en ſtoree Opmærkſomhed, end man hidtil i Europa har ydet ſamme.

Den frembyder ogſaa en ſtor hiſtoriſk Interesſe, idet man nu ikke længer behøver at betragte det meget Guld, ſom de førſte ſpanſke Conqviſtadorer ſaae hos Indvaanerne af Florida, ſom Virkningen af en gammel Somfærſel mellem dette Land og Mexico eller Hayti. Hr. Jacob kunde i ſit bekjendte Værk om de ædle Metaller kun anſjaae Udbyttet af de nordamerikanſke Guldvaſkerier til 130,000 Dollars; blot faa Aar derefter ſteg ſamme indtil 800,000, ja til en Million Dollars. I Grevſkabet Carravas (Nord-Carolina) fandt man et Guldſtykke paa 28 Pund og ſlere paa 4 til 10 Pund.

Udbyttet og, ſom Folge deraf, Lyſten til Guldbergværksdrift og Guldvaſkning ere raſkt tiltaget ſiden 1835.

Dog man har her fordeelagtigere Maader at anvende ſine Capitaler paa; men i Guldhandelens Hiſtorie er dog dette Phænomen af Interesſe.

Qvantiteterne af den forøgede Guldproduction forſvinde, ſom en uendelig liden Størrelſe, imod den i Aartuſinder ophobede og i Verdenshandelen circulerende Masſe.

Ethvert nok ſaa lidet Tilſkud virker viſtnok ved en lang Vedvaren; men da en ſtørre, og i Velſtand ſtigende Population fordrer en ſaa meget ſtørre Circulationscapital, ſaa kan paa Grund af den ſtørre Fordeling, endnu en folelig Mangel opſtaae paa denne Artikel.

For de ſtore Guldopdagelſer i Ural i Aarene 1823 og 1824 var i Hamburg Sølverts Priis i Forhold til Guldets ſom 1: 15, 75, medens det 1830 til 1834 kun var ſom 1: 15, 73. I denne Tid blev der i England udmyntet 1,294,000 Mark Guld.

Hvilken Indflydelſe har den formindſkede Indforſel af ædle Metaller fra det nye Continent havt paa denne Forandring i Solverts og Guldets gjenſidige Priisforhold?

De braſiliſke Guldvaſkerier ere for ubetydelige, til at man her behøver at tage noget Henſyn til dem.

Vil man end antage, at Guldproductionen i Revolutionsaarene ſank til under 1/5 af det, ſom var Middelproductionen i den ſidſte blomſtrende Epoche (1800—1806), ſaa beløber denne Formindſkelſe ſig dog kun til 83,000 Kil. i Aarene fra 1816 til 1827; herfor har Ural i Aarene 1823 til 1827 alt givet en Erſtatning af 17,300 Kil. I hine tolv Aar (1816—1827) er der altſaa idet Hele kun kommet 286,000 Mark Guld mindre til Europa end forhen.

Det fundne Reſultat viſer ſaaledes en Formindſkelſe, der ei er betydeligere end 1/4 eller 1/5 af det i de tolv ſidſte Aar i London myntede Guld.

Naar man betragter de ædle Metallers Bytteværdie uden Henſyn til ſmaae locale Tilfældigheder, ſaa vil man i Aarene 1816 til 1837 ikke kunne opdage nogen Indflydelſe paa ſamme hverken af den forøgede aſiatiſke eller af den formindſkede amerikanſke Production.

Tilſtrømningen af ædle Metaller fra Europa til det øſtlige og ſydlige Aſien er utvivlſomt i Aftagende.