(Slutning fra No. 325.)

Om Guldſandets egentlige Leier i Altai har førſt ganſke ny-lig en udmærket Geognoſt, min forhenværende Reiſefælle i Ural,Hr. v. Helmerſen, meddeelt tilfredsſtillende Oplysninger. Vaſke-guldet, ſom i de ſenere Aar i ſtedſe voxende Mængde er vundet ide øſtlige Dele af det tomſkiſke Gouvernement, tilhører ikke denſtore Bjergformation, ſom vi kalde det altaiſkeHeel uegentligt bliver det kaldt det lille Altai. Ogſaa Hr. Hel-merſen deler min Tvivl om det ſtore Altais Exiſtents. „En afhine ſtore langſtrakte Dele, ytrer Helmerſen, der gaaer gjennemAltaibjerget, er den øvre Buchtarmadal; den adſkiller den nordlige,rusſiſke Andeel af Bjerget fra den ſydlige, chineſiſke. Denne ſyd-lige Deel er ofte, ſelv i nyeſte Tid, anført ſom et ſæregent Bjergunder Navnet ſtore Altai, i Modſætning til det nordlige, ſaa-kaldte lille Altai. Seet bort fra det Upasſende i disſe Benæv-nelſer, der hverken ſynes grundede i Naturen, eller ere antagne afBeboerne, tjene de kun til at forplante en Vildfarelſe,ſom den ene Karttegner arver efter den anden. Det chineſiſke Altaidanner med det rusſiſke kun et og det ſamme Hele, og der ee ingenGrund til, at lade det optræde ſom to, endog i deres Retningforſkjellige Bjergſtrækninger“. Erzbjerg, ſomLedebour, Bunge og Gebler have underſøgt, og af hvilket BjergetBelucha med ſine ubeſtigelige Sneetoppe ved Katungas Kildermajeſtætiſk hæver ſig til Wetterhorns Høide eller mindſt 11,000Fod over Havfladen. Leier af guldholdigt Sand viſe ſig paabegge Skraaninger af Bjerget, men iſær paa den øſtlige af enliden Bjergarm, ſom det fra Oſten mod Veſten ſtrygende Altaiudſender i Meridianen af den Talezkoſke Soe mod Norden, og ſomnaaer næſten til Parallelen af Tomſk. „Paa Karterne“, tilfoiermin Ven, Helmerſen, „bliver dette vaſkeguldforende Bjerg betegnetunder Navn af det Abakanſkiſke- Kusnezkiſke- og Alataubjerget.At domme efter dets Retning, dets indre Sammenhæng og detsForm har det den umiskjendeligſte Lighed med Ural; det er iVirkeligheden en Gjentagelſe af Ural, kun i mindre Udſtrækning.Analogien gaaer ſaa vidt, at ogſaa her den øſtlige Side er guld-holdig, medens Veſtſiden næſten ingenſteds fremviſer Guld; da juſtdenne Veſtſide er forbeholdt Kronen til Bearbeidelſe, ſaa have næſtenkun private Speculanter benyttet Alataus (denne mod Norden udlø-bende Green af Altais) Guldrigdom“. Geognoſter, der ere fortro-lige med mine Underſogelſer over Bjergſyſtemernes Retning i In-dreaſien, og Elie de Beaumonts aandrige Anſkuelſer over Bjerg-ſpalternes og Bjergkjedernes Parallelismus og relative Alderspe-rioder, kan ikke være blinde for Vigtigheden af Hr. v. Helmer-

ſens Jagttagelſer. Selv har jeg ikke ſeet det nordlige (kuzneſiſke)Altais Guldſandleier, da min Reiſe gik fra Tobolſk over Tara,gjennem den Barabinyſkiſke Steppe til det veſtlige og ſydlige Altai,og derfra til den chineſiſke Grandſepoſt, Chunimailächu, i Pro-vindſen Jli nordlig for Sayſanſøen. Det altaiſke Vaſkeguld ernoget meer ſølvholdigt end Guldet i Ural. De ſibiriſke Handels-mænd, kraftigen underſtottede af det keiſerlige Bjergdepartement,have nu anlagt endogſaa Vintervaſkerier, og Bearbeidelſer af dennenye Green af den aſtatiſke Induſtrie er ſaameget glædeligere, ſomArbeiderne kun ere Frivillige, og blive meget godt betalte. Efternyere Underretninger, ſom jeg ſtylder Finantsminiſteren, Grev v.Cancrin, cre rige Sandleier blevne opdagede i de SalairſkiſkeBjerge, ſom ogſaa ved Floden Biriuſa, der ſkiller Gouvernemen-terne Jeniſeiſk og Irkutſk fra hinanden. For hele Sibirien ereallerede udſtedt 240 Licenzer eller Tilladelſer til at bearbeide deguldholdige Leier. Saa betydelig viſer ſig i ſenere Tid — ogFormaalet for denne Underſogelſe, er juſt at ſkildre Vexlingerne iGuldhandelens Strømning — Masſen af det fra Øſten kommendeGuld. De 469 Pud uralſk og altaiſk Guld (32,830 Markpreusſiſk), der udgjorde Udbyttet for 1837, ere værd 7,211,000Daler. Et ſaadant Udbytte er kun 1/8 ringere end Guldproductio-nen fra Minas Geraes i Braſilien i de rigeſte Aar af den lyk-kelige Epoche fra 1752 til 1761; derimod er den næſten 1/3 ringereend Productionen fra Ny-Granada, Chili og Mexico, kort for Ud-bruddet af Revolutionen i America. Naar man betragter det ſibiriſkeContinents uhyre Udſtrækning, og erindrer ſig det uralſke Gulds hurtigeTilvæxt i Aarene 1822, 1823 og 1824, ſaa bliver det meget ſandſyn-ligt, at Tilſtrømningen af ſibiriſk Guld fra Øſten mod Vesten, fraAſien til Europa endnu ikke har naaet ſit Maximum. Udbytteti Oſtſibirien vil maaſkee ſtige hurtigere end det fra de uralſkeVaſkerier ...... De Anſkuelſer, man i de ſidſte 15 Aar harvundet af Aſiens endnu ſtedſe forhaanden værende Guldrigdomme,tilbagekalde næſten uvilkaarligt i Hukommelſen, Iſedonerne; Ari-masperne og de Skatte vogtende Griffer, ſom Ariſteas fra Pro-konneſus og omtrent to Aarhundreder ſenere Herodat, har ſkaffetet ſaa varigt Rygte. Jeg har haft den Glæde at beſøge Stederi Ural, hvor faae Tommer under Jordſkorpen ſkinnendeGuldmasſer af 13, 16 indtil 24 Punds Vægt ere fundne tætved hverandre. Intet Under altſaa, at allerede i det høie Alder-dom dette Guld blev ſamlet af Jægerne og Hyrderne, at Rygtetom ſaadanne Rigdomme lod fjernt hen, ja trængte lige til dehelleniſke Colonier ved Pontus Euxinus, der tidligere traadte iForbindeiſe med det oſtlige Aſien hiinſides det kaſpiſke Hav ogOxusſees (Ural). De handlende Græker, ligeſaalidt ſom Sky-therne, trængte ſelv frem til Iſedonerne; de drev deres Handelved Hjælp af Argipæerne. Niebuhr i ſine Underſøgelſer overSkytherne og Geterne (Underſøgelſer, der ingenlunde ſtadfæſtesved det, ſom vi nu vide om de nordaſiatiſke Folks Forſkjel iRace og Sprog) ſætter Iſedonerne og Arimaſperne nordlig forOrenburg, altſaa i hiin, os nu ſaa bekjendt blevne, guldrige Egnved den øſtlige Heldning af det ſydlige Ural. Denne Meningforſvares ogſaa i Statsraad Eichwalds, nys udkomne, indholds-rige Værk over det kaſpiſke Havs gamle Geographie.Heeren og Volcker derimod forſtaaer ved det Herodotiſke Guldland,Altai, og jeg tilſtaaer, at denne Mening, paa Grund af Lokal-forholde, forekommer mig antageligere. Jeg har ovenfor berørtden Omſtændighed, at i Ural ſtore Guldmasſer ofte findes ligeunder Jordſkorpen. Rindende Vand eller andre ubetydelige Om-ſtændigheder kunne muligens engang aldeles have blottet disſeMasſer. Er maaſkee Fortællingen om Skythernes hellige Guld,ſom Herodot omtaler, eller den om de fra Himlen nedfaldnegyldne Agerdyrkningsredſkaber, ſom de to Kongeſønnerikke kunde berøre uden at forbrænde ſig, medens den Tredie Colaxais,uden Fare kunde bære det kjølnede Guld frem, blot at forklaremythiſk, eller bør man maaſkee forklare dem om hede Aerolither?Ere her Guld og Jern forvexlede med hinanden, og var maaſkeedet hellige Guld en glødende Meteorſteen, lig den af Pallasi Sibirien fundne, af hvilken man kunde ſmedde Agerdyrknings-redſkaber, ſaaledes ſom Eſkimoerne ved Baffinsbay endnn denDag i Dag fabrikere deres Knive af en i Sneen halvbegravetMeteorſteen? Jeg veed, at phyſiſke Forklaringer af gamle My-ther og nyere Undere ikke er i Mode, og at jeg maa frygte for,at geraade paa ſamme Afvei, ſom alexandrinſke Grammatikere;dog en Naturforſker maa man tilgive, om hans Tanker ved enſaadan Underſøgelſe vender ſig til et Aerolithfald. Maaſkee vardet fra Himlen faldne Metal kun glødende for at afholde de ældreSønner? Ogſaa efter tydſke Sagn lyſer og flammer det der,hvor en Skat ligger begraven. Saadanne Betragtninger aflederfra ſpeciel-phyſiſke Forklaringsmaadrr. Gjenopfindelſen af guld-holdige Sandleier i Nordaſien, hiinſides Obi, Stigningen af et

Aars Udbytte af det altaiſke eller kußnezkiſkt Vaſkeguld til enVægt af 130 Pud eller 9100 Mark preusſiſk er en Begivenhedaf overordentlig Vigtighed i Guldhandelens Hiſtorie; det er enſaameget vigtigere Begivenhed, ſom det tilhører den, Europa un-derkaſtede Deel af Aſien, og ſom det hele Udbytte ved at ſtrømmeover til Europa, indvirker paa det europæiſke Pengemarked. Næ-ſten til ſamme Tid, paa hvilken Ural aabnede ſine Guldſkatte, ogbegyndte at erſtatte det, ſom den dybtſunkne braſiliſke Guldpro-duction ikke meer formaaede at levere, bleve meget lovende guld-holdige Leier opdagede i de ſydlige Dele af Alleghanysbjergene, iVirginien, Nord- og Syd-Carolinn, Georgien, Tenesſee og Ala-bama. Disſe nordamerikanſke Guldvaſkeriers egentlige Flor, hvor-til ſnart kom egentlig Bergverksdrift af disſe Egnes Guldminer,falder imellem Aarene 1830 og 1835. De have rigtignok i deſidſte otte Aar ikke leveret ſtort over 4½ Million Dollars, dog enſaadan Guldrigdom i Nærheden af de atlantiſke Kyſter, fortjener igeognoſtiſk Henſeende en ſtoree Opmærkſomhed, end man hidtil iEuropa har ydet ſamme. Den frembyder ogſaa en ſtor hiſtoriſkInteresſe, idet man nu ikke længer behøver at betragte det megetGuld, ſom de førſte ſpanſke Conqviſtadorer ſaae hos Indvaanerneaf Florida, ſom Virkningen af en gammel Somfærſel mellemdette Land og Mexico eller Hayti. Hr. Jacob kunde i ſit be-kjendte Værk om de ædle Metaller kun anſjaae Udbyttet af denordamerikanſke Guldvaſkerier til 130,000 Dollars; blot faa Aarderefter ſteg ſamme indtil 800,000, ja til en Million Dollars.I Grevſkabet Carravas (Nord-Carolina) fandt man et Guldſtykkepaa 28 Pund og ſlere paa 4 til 10 Pund. Udbyttet og, ſomFolge deraf, Lyſten til Guldbergværksdrift og Guldvaſkning ereraſkt tiltaget ſiden 1835. Dog man har her fordeelagtigere Maaderat anvende ſine Capitaler paa; men i Guldhandelens Hiſtorie erdog dette Phænomen af Interesſe. Qvantiteterne af den forøgedeGuldproduction forſvinde, ſom en uendelig liden Størrelſe, imodden i Aartuſinder ophobede og i Verdenshandelen circulerende Masſe.Ethvert nok ſaa lidet Tilſkud virker viſtnok ved en lang Ved-varen; men da en ſtørre, og i Velſtand ſtigendrſtigende Populationfordrer en ſaa meget ſtørre Circulationscapital, ſaa kan paa Grundaf den ſtørre Fordeling, endnu en folelig Mangel opſtaae paadenne Artikel. For de ſtore Guldopdagelſer i Ural i Aarene 1823 og1824 var i Hamburg Sølverts Priis i Forhold til Guldets ſom1: 15, 75, medens det 1830 til 1834 kun var ſom 1: 15, 73.I denne Tid blev der i England udmyntet 1,294,000 Mark Guld.Hvilken Indflydelſe har den formindſkede Indforſel af ædle Me-taller fra det nye Continent havt paa denne Forandring i Solvertsog Guldets gjenſidige Priisforhold? De braſiliſke Guldvaſkerierere for ubetydelige, til at man her behøver at tage noget Henſyntil dem. Vil man end antage, at Guldproductionen i Revolu-tionsaarene ſank til under 1/5 af det, ſom var Middelproductioneni den ſidſte blomſtrende Epoche (1800—1806), ſaa beløber denneFormindſkelſe ſig dog kun til 83,000 Kil. i Aarene fra 1816 til1827; herfor har Ural i Aarene 1823 til 1827 alt givet enErſtatning af 17,300 Kil. I hine tolv Aar (1816—1827) erder altſaa idet Hele kun kommet 286,000 Mark Guld mindre tilEuropa end forhen. Det fundne Reſultat viſer ſaaledes en For-mindſkelſe, der ei er betydeligere end 1/4 eller 1/5 af det i de tolvſidſte Aar i London myntede Guld. Naar man betragter de ædleMetallers Bytteværdie uden Henſyn til ſmaae locale Tilfældig-heder, ſaa vil man i Aarene 1816 til 1837 ikke kunne opdagenogen Indflydelſe paa ſamme hverken af den forøgede aſiatiſkeeller af den formindſkede amerikanſke Production. Tilſtrømningenaf ædle Metaller fra Europa til det øſtlige og ſydlige Aſien erutvivlſomt i Aftagende.