Digitale Ausgabe
Download
| TEI-XML (Ansicht) | |
| Text (Ansicht) | |
| Text normalisiert (Ansicht) |
Ansicht
| Textgröße | |
| Zeichen original/normiert | |
Zitierempfehlung
Alexander von Humboldt: „Alexander v. Humboldt om Svingingerne i Guldproductionen“, in: ders., Sämtliche Schriften digital, herausgegeben von Oliver Lubrich und Thomas Nehrlich, Universität Bern 2021. URL: <https://humboldt.unibe.ch/text/1838-Ueber_die_Schwankungen-04-neu> [abgerufen am 18.04.2024].
URL und Versionierung
|
Permalink: https://humboldt.unibe.ch/text/1838-Ueber_die_Schwankungen-04-neu |
| Die Versionsgeschichte zu diesem Text finden Sie auf github. |
| Titel | Alexander v. Humboldt om Svingingerne i Guldproductionen | ||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Jahr | 1838 | ||||||
| Ort | Oslo | ||||||
|
Nachweis in: Den Constitutionelle 325 (21. November 1838), [o. S.]; 327 (23. November 1838), [o. S.].
|
|||||||
| Sprache | Norwegisch | ||||||
| Typografischer Befund | Fraktur; Spaltensatz; Antiqua für Fremdsprachiges; Auszeichnung: Sperrung; Fußnoten mit Asterisken. | ||||||
|
Identifikation |
|||||||
Statistiken
|
|||||||
Alexander v. Humboldt om Svingningerne i Guldproductionen
Efter Herodots gamle Udſagn ere ved den ulige Uddeling afJordbundens Goder og Skatte, de ſtjønneſte Produkter blevne Ver-dens Ender til Deel. Dette Udſagn var ikke blot grundet paa enmørk, Menneſkeheden eiendommelig Følelſe, at Lykken boer fjerntfra os; den udtrykte ogſaa den ſimple Sætning, at ved FolkenesSamfærdſel, bleve Guld og Kryderier, Bernſteen og Tin tilforteHellenerne, ſom den tempererede Zones Beboere fra det vide Fjerne.Alt ſom ved Phoeniciernes og Edomiternes Handel ved Golfenved Acaba, ſaavelſom Egypternes under Prolomæerne og Romerne,det ſydlige Aſiens længe tilhyllede Kyſter afſløredes, begyndte manat erholde den hede Zones Producter fra føorſte Haand, og i Men-neſkenes livlige Indbildningskraft bleve Verdens metalliſke Skatteſtedſe rykkede videre og videre mod Øſten. To Gange har detſamme Folk, Araberne, i Lagidernes og Cæſarernes, for Handelenſaa vigtige Epoke, ſaavelſom ved Enden af det femtende Aarhun-drede, paa de portugiſiſke Opdagelſers Tid viiſt Verden Veien tilIndien. Men i Beſtemmelſen af det egentlige Hjem for Guldetog alle Jordens herligſte Producter, forenede ſig, med Ideen omdet Fjerne, ogſaa den om tropiſk Hede. „Saalænge Eders Her-lighed ikke finder ſorte Menneſker,“ ſkriver en cataloniſk Steen-ſkjærer, Mosſen Jaime Ferrer 1495 til Admiral ChriſtopherColumbus, „kan De ikke vente ſtore Ting, virkelige Skatte, ſomSpecerier, Diamanter og Guld.“ Brevet findes i en 1545 i Bar-celona trykt Bog, der fører den ſynderlige Titel: Sentencias ca-tholicas del divi poeta Dant, og for kort Tid ſiden er fundet.Uralbjergenes Guldrigdom, der i det moguliſke Norden Strækker ſiglige derhen, hvor Jorden neppe i Sommermaanederne optøer, deDiamanter, ſom under min, paa Keiſer Nicolaus’s Befaling iAaret 1829 foretagne ſibiriſke Expedition, ere blevne opdagede af2 af mine Ledſagere nærved den 60de Breddegrad paa den euro-pæiſke Skraaning af Ural tale juſt ikke for Guldetſ og Diaman-ternes Sammenhæng med tropiſk Varme og farvede Menneſker.Chriſtof Columbus, der tilſkriver Guldet et moralſkt og religiøſtVærd, „fordi“, ſom han ſiger, „den der beſidder det i denne Ver-den, erholder hvad han vil, ja ſelv (ved Betaling af Mesſer?)tilfører Paradiſet mange Sjæle, Chriſtof Columbus var aldeles afſamme Mening ſom Steenſkjæreren Ferrer. Han ſøgte Zipango(Japan) ſom man udgav for Guldøen Chryſe, og da han den14de November 1492 ſeilede langs med Kyſterne af Cuba, ſomhan holdt for en Deel af Øſtaſiens (Cathay) Continent, ſkrev hani ſin Dagbog: „Efter den megen Hede at ſlutte, ſom jeg lideraf, maa Landet være meget rigt paa Guld“. Saaledes lode falſkeAnſkuelſer forglemme, hvad den clasſiſke Alderdom havde fortaltom Masſageternes og Artmaspernes Metalſkatte i Europas høieNorden: jeg ſiger Europa, thi Nordaſiens øde Fladland, det nu-værende Sibirien, gjaldt, med ſine Fyrreſkove for en Fort-ſættelſe af det belgiſke, baltiſke og ſarmatiſke Fladland. Omfattevi med et Blik Europas Handelshiſtorie, ſaa finde vi i den ældſteTid Guldets rigeſte Kilder i Aſien. Siden Slutningen af Mid-delalderen og tre Aarhundreder ſenere, tilhøre de den nye Verden.For Øieblikket, ſiden Begyndelſen af det nittende Aarhundredeſtrømme disſe Kilder atter rigeſt i Aſien, men i andre Zoner afdette Continent. Denne Vexlen i Strømningens Retning, denneErſtatning, ſom tilfældige Opdagelſer i Norden tilbyde, naarGuldet pludſelig forſvinder i Syden, fortjener en alvorlig Betragt-ning, en Grandſkning efter nummeriſke Angivelſer; thi i den po-litiſke Huusholdning ligeſaavel ved Underſøgelſen af Naturphæno-menerne ere Tallene ſtedſe det Afgjørende; de ere de ſidſte ube-ſtikkelige Dommere i Statsoeconomiens meget beſridte Forhold.
.... At den ſtore aſiatiſke Guldrigdom, der ſtrømmede over tilVeſten, kom fra Indreaſien, nordveſtlig fra Labok, fra Oxus’søvre Løb (imellem Hindu-Kuh og Pomers Høider, ved den veſtligeSkraaning af Bolor) fra Bactrien og Perſerrigetſs øſtlige Satra-pier, er utvivlſomt; dog er det lettere at angive StrømmensRetning end Kildernes Enkeltheder og deres relative Righol-dighed. Skuepladſen for Mythen om de guldſøgende Myrerblandt Darderneſ Bjergfolk maa ſøges fjernt ſra Arimasperne.Hiin Mythe ſynes at tihore Koſchgar og Akows flade Landemellem Himmelbjergets og Kuerlands Paralelkjeder, hvor FlodenSharim falder i Lop. De nordlige Arisnasper komme vi ſeneretil at omtale, naar vi ſkulle betragte Urals ſtore umiddelbarunder Jordſkorpen, liggende Guldmasſer. Ryet om den indiſke|Spaltenumbruch|
Rigdom lød i ofte misforſtaaede Toner lige til Perſien. Kteſiasaf Aſklepiadernes Stamme, Livlæge hos Kong Artaxerxes Mnemonbeſkriver næſten uden ſelv at ahne det, under Billedet af en Guld-kilde paa det tydeligſte, et Hytteværk, en Smelteovn, af hvilketdet flydende Metal udſtrommer i Krukken (Leerformer). Hellenernevar nærmere Lydien end de Floder, der udſtrømme af Tmolus,Phrygjen og Cholchis’s guldrige Lande. Guldſandets hurtig udtøm-mende Schichter gjøre det begribeligt for Bergmanden, hvorformange af disſe juſt nævnte og nylig beſøgte Lande forekommerden Reiſende fattige paa Guld. Hvor let vilde man ikke, naarman nu giennemforſkede Dalførene paa de veſtindiſke Øer Cubaog St. Domingo eller Veraguas Kyſter, uden de forhaandenværende hiſtoriſke Vidnesbyrd, blive forledet til at tvivle paa hineEgnes rige Guldudbytte ved Enden af det femtende Aarhundrede?Varigere, naar ikke ydre Forbold forſtyrrer den, er den egentlig under-jordiſke Bergværksdrift paa ſtaaende Gulderts. Juſt fordi man eipaa engang kjender det hele Leie, fordi Bjerget ved Gangbergværks-driften kun efterhaanden bliver aabnet, er der her ſkaffet den men-neſkelige Virkſomhed en længere Beſkjæftigelſe. Guldholdig Flodſandbliver hurtig gjennemrodet og berøvet ſin Rigdom. Hvor faa af 40Guldvaſkerier, ſom Strabo ſaa omhyggeligt beſkriver, vilde manvel nu kunne gjenkjende. Denne paa Analogien og BergmandsErfaring grundede Bemærkning, maatte ſaameget mere finde enPlads her, ſom tom Tvivleſyge gjerne ſøger at ſvække Alderdom-mens Traditioner. Den Hellenerne bekjendte Deel af Europaſtod i metalliſk Rigdom ligeſaameget tilbage for Aſien ſom ſeneredet hele Europa for den nye Verden. Det ſidſte Forhold, nemligEuropas og Amerikas relative Produktivitet var i Begyndelſen afdet nittende Aarhundrede, da de ſpanſke Coloniers Bergværker varei deres rigeſte Flor, for Guldproductionen ſom 1: 13, for Sølv-productionen ſom 1: 15. Omendſkjønt i Spaniens metalliſke Rig-dom, Solv fra Boetica og det af Hamilcar Barcas grundede Ny-Carthagos Omegn, længe var Hovedgjenſtanden for den udenlandſkeHandel, ſaa leverede dog i mangt Aar Gallicien, Luſitanien og iſærAſturien henimod 20,000 Pund Guld, det er næſten ligeſaameget ſomBraſilien har givet i ſin meeſt blomſtrende Periode. Intet Underderfor, at den tidlig beſogte ſpanſke Halvøe ved Phoenieciernes ogCarthagernes Fortællinger betragtedes ſom et veſtligt El-Dorado.Sikkert var paa mange Punkter, ſom nu kun viſe ſvage Spoeraf Metalgehalt, den gamle Jord engang, nær ved dens Overflade,bedækket med Schichter af Guldſand, eller i den faſte Bjergfor-mation gjennemſprængt med Levninger af Gulderts. Disſe ſyd-europæiſke Bergværkers locale Vigtighed kan man ikke fornægte,men i Sammenligning med Aſien var dog Udbyttet ringe. Denneſidſte Verdensdeel blev længe Hovedkilden for metalliſk Rigdom,og Retningen for Tilſtromningen af Guld for Europa kunde kunbetegnes ſom gaaende fra Oſt mod Veſt; men Aſien ſelv, d. e.det ved Middelalderens Reiſende udſpredte Rygte om Zipangus ogdet ſydlige Archipelagus’s umaadelige Skatte, foranledigede enpludſelig Forandring i hiin Metalſtroms Retning. Amerika blevopdaget, ikke fordi, ſom man længe falſkeligen har paaſtaaet,Columbus anede et andet Continent, men fordi han i Veſt fulgteen kortere Vei til Zipangu og Specerieøerne i Syd for Aſien.„Den ſtørſte geographiſke Vildfarelſe (Ideen om Spaniens ogIndiens ſtore Nærhed) førte til den ſtørſte geographiſke Opdagelſe.“Chriſtopher Columbus og Amerigo Veſpucci ere begge døde i denfaſte Overbeviisning at have berørt Øſtaſien (det gangeliſke Indienog Halvøen, hvorpaa Cattegarra ligger). Om Hæderen forOpdagelſen af et nyt Continent kunde der derfor ikke være nogenStrid mellem begge. Paa Cuba vilde Columbus overgiveMongolernes Storchan ſin Monarchs Breve. Han troer ſigi Mangi, den ſydlige Deel af Cathai (China); han ſøger denaf Marco Polo beſkrevne Himmelſtad Qvinſay, nu Hang-chireſu.“ Øen Hispaniola (Hayti), ſkriver Columbus til PaveAlexander VI, er Tarſis Ofir og Zipangu. Paa min andenReiſe har jeg opdaget 1,400 Øer og 333 Mile af Aſiens Conti-nent (de la tierra firme de Asia). Dette veſtindiſke Zipangugav ſnart Guldſtykker af 8, 10 til 20 Punds Vægt. Det nye op-dagede America blev nu Hovedkilden for de ædle Metaller. Dennye Strøm gik fra Veſten mod Øſten, ja den gjennemſkar ſnartEuropa, fordi der ved den tiltagende Samfærſel ſiden Omſeilingenaf Afrika, maatte give det ſydlige og øſtlige Aſien en ſtørre Er-ſtatning for dets Specerier, Silke og Farveſtoffer. Da før Op-dagelſen af Taſcos Sølvgruber (1522) paa den veſtlige Skraaningaf de mexicanſke Cordillerer, Amerika kun leverede Guld, ſaa fandtallerede Dronning Iſabelle af Caſtilien fra Aaret 1497 ſig be-væget til, betydeligen at forandre begge Metallers lovmæsſigeForhold til hinanden. Det tidlige og hidtil ſaa lidet paagtedePengeedict fra Medina, lader ſig kun forklare ved denne Omſtæn-dighed og ved Guldets Ophobning paa enkelte Steder af Europa.|Spaltenumbruch|
Jeg har paa et andet Sted ſogt at viſe at den hele Guldindførſelfra 1492 til 1500 fra de da opdagede Dele af den nye Verdeni Gjennemſnit neppe udgjorde 2000 Mark aarligen. Pave Alex-ander VI, der indbildte ſig at have givet Spanien Halvparten afJordkloden, erholdt til Gjengjeld af Ferdinand den Katholſke ſmaaeGuldklumper fra Haity, „ſom de førſte Frugter af det nye op-dagede Land“, til Forgyldningen af Santa Maria MaggioresBaſilicas Sofitto. En Indſkrift omtaler det Metal, quod primocatholici reges ex India receperunt. Saa ſtor var dengangden ſpanſke Regierings Driftighed, at allerede 1495, ſom Hiſto-rieſkriveren Munoz har viiſt, en Bergmand Pablo Vellis blevſendt til Haity med et Forraad Qvikſølv for dermed at hurtig-glore Guldvaſkningen, Meget paafaldende er det i en ny op-funden og førſt for kort Tid ſiden publiceret Deel af SherifEbriſis Geographi at læſe, „at Negrene i det Indre af detveſtlige Afrika, ſaavelſom Beboerne af det frugtbare Lav-land Wadi el Alali (mellem Abyſinien, Badje, og Nubien)bearbeide Guldſandet med Qvikſolv“. Derom taler den nubiſkeGeograph i Midten af det tolvte Aarhundrede ſom om en be-kjendt Ting. Skulde denne Kundſkab have udbredt ſig fra Orientengjennem Ægypten, det ſorte, Chemien hengivne Land? Degræſke og romerſke Forfattere omtale rigtignok en meget brugeligAnvendelſe af Qvikſølvet, forat ſkille Guldet fra Traadene paagamle Tresſer, aldrig derimod om en techniſk Anvendelſe i detStore ved de dog ofte ſaa omſtændeligen beſkrevne Guldvaſkerier.
(Fortſættes).|Spaltenumbruch|
||
Alexander v. Humboldt om Svingningerne i Guldproductionen.
(Slutning fra No. 325.)
Om Guldſandets egentlige Leier i Altai har førſt ganſke ny-lig en udmærket Geognoſt, min forhenværende Reiſefælle i Ural,Hr. v. Helmerſen, meddeelt tilfredsſtillende Oplysninger. Vaſke-guldet, ſom i de ſenere Aar i ſtedſe voxende Mængde er vundet ide øſtlige Dele af det tomſkiſke Gouvernement, tilhører ikke denſtore Bjergformation, ſom vi kalde det altaiſke*) Erzbjerg, ſomLedebour, Bunge og Gebler have underſøgt, og af hvilket BjergetBelucha med ſine ubeſtigelige Sneetoppe ved Katungas Kildermajeſtætiſk hæver ſig til Wetterhorns Høide eller mindſt 11,000Fod over Havfladen. Leier af guldholdigt Sand viſe ſig paabegge Skraaninger af Bjerget, men iſær paa den øſtlige af enliden Bjergarm, ſom det fra Oſten mod Veſten ſtrygende Altaiudſender i Meridianen af den Talezkoſke Soe mod Norden, og ſomnaaer næſten til Parallelen af Tomſk. „Paa Karterne“, tilfoiermin Ven, Helmerſen, „bliver dette vaſkeguldforende Bjerg betegnetunder Navn af det Abakanſkiſke- Kusnezkiſke- og Alataubjerget.At domme efter dets Retning, dets indre Sammenhæng og detsForm har det den umiskjendeligſte Lighed med Ural; det er iVirkeligheden en Gjentagelſe af Ural, kun i mindre Udſtrækning.Analogien gaaer ſaa vidt, at ogſaa her den øſtlige Side er guld-holdig, medens Veſtſiden næſten ingenſteds fremviſer Guld; da juſtdenne Veſtſide er forbeholdt Kronen til Bearbeidelſe, ſaa have næſtenkun private Speculanter benyttet Alataus (denne mod Norden udlø-bende Green af Altais) Guldrigdom“. Geognoſter, der ere fortro-lige med mine Underſogelſer over Bjergſyſtemernes Retning i In-dreaſien, og Elie de Beaumonts aandrige Anſkuelſer over Bjerg-ſpalternes og Bjergkjedernes Parallelismus og relative Alderspe-rioder, kan ikke være blinde for Vigtigheden af Hr. v. Helmer-|Spaltenumbruch|
ſens Jagttagelſer. Selv har jeg ikke ſeet det nordlige (kuzneſiſke)Altais Guldſandleier, da min Reiſe gik fra Tobolſk over Tara,gjennem den Barabinyſkiſke Steppe til det veſtlige og ſydlige Altai,og derfra til den chineſiſke Grandſepoſt, Chunimailächu, i Pro-vindſen Jli nordlig for Sayſanſøen. Det altaiſke Vaſkeguld ernoget meer ſølvholdigt end Guldet i Ural. De ſibiriſke Handels-mænd, kraftigen underſtottede af det keiſerlige Bjergdepartement,have nu anlagt endogſaa Vintervaſkerier, og Bearbeidelſer af dennenye Green af den aſtatiſke Induſtrie er ſaameget glædeligere, ſomArbeiderne kun ere Frivillige, og blive meget godt betalte. Efternyere Underretninger, ſom jeg ſtylder Finantsminiſteren, Grev v.Cancrin, cre rige Sandleier blevne opdagede i de SalairſkiſkeBjerge, ſom ogſaa ved Floden Biriuſa, der ſkiller Gouvernemen-terne Jeniſeiſk og Irkutſk fra hinanden. For hele Sibirien ereallerede udſtedt 240 Licenzer eller Tilladelſer til at bearbeide deguldholdige Leier. Saa betydelig viſer ſig i ſenere Tid — ogFormaalet for denne Underſogelſe, er juſt at ſkildre Vexlingerne iGuldhandelens Strømning — Masſen af det fra Øſten kommendeGuld. De 469 Pud uralſk og altaiſk Guld (32,830 Markpreusſiſk), der udgjorde Udbyttet for 1837, ere værd 7,211,000Daler. Et ſaadant Udbytte er kun 1/8 ringere end Guldproductio-nen fra Minas Geraes i Braſilien i de rigeſte Aar af den lyk-kelige Epoche fra 1752 til 1761; derimod er den næſten 1/3 ringereend Productionen fra Ny-Granada, Chili og Mexico, kort for Ud-bruddet af Revolutionen i America. Naar man betragter det ſibiriſkeContinents uhyre Udſtrækning, og erindrer ſig det uralſke Gulds hurtigeTilvæxt i Aarene 1822, 1823 og 1824, ſaa bliver det meget ſandſyn-ligt, at Tilſtrømningen af ſibiriſk Guld fra Øſten mod Vesten, fraAſien til Europa endnu ikke har naaet ſit Maximum. Udbytteti Oſtſibirien vil maaſkee ſtige hurtigere end det fra de uralſkeVaſkerier ...... De Anſkuelſer, man i de ſidſte 15 Aar harvundet af Aſiens endnu ſtedſe forhaanden værende Guldrigdomme,tilbagekalde næſten uvilkaarligt i Hukommelſen, Iſedonerne; Ari-masperne og de Skatte vogtende Griffer, ſom Ariſteas fra Pro-konneſus og omtrent to Aarhundreder ſenere Herodat, har ſkaffetet ſaa varigt Rygte. Jeg har haft den Glæde at beſøge Stederi Ural, hvor faae Tommer under Jordſkorpen ſkinnendeGuldmasſer af 13, 16 indtil 24 Punds Vægt ere fundne tætved hverandre. Intet Under altſaa, at allerede i det høie Alder-dom dette Guld blev ſamlet af Jægerne og Hyrderne, at Rygtetom ſaadanne Rigdomme lod fjernt hen, ja trængte lige til dehelleniſke Colonier ved Pontus Euxinus, der tidligere traadte iForbindeiſe med det oſtlige Aſien hiinſides det kaſpiſke Hav ogOxusſees (Ural). De handlende Græker, ligeſaalidt ſom Sky-therne, trængte ſelv frem til Iſedonerne; de drev deres Handelved Hjælp af Argipæerne. Niebuhr i ſine Underſøgelſer overSkytherne og Geterne (Underſøgelſer, der ingenlunde ſtadfæſtesved det, ſom vi nu vide om de nordaſiatiſke Folks Forſkjel iRace og Sprog) ſætter Iſedonerne og Arimaſperne nordlig forOrenburg, altſaa i hiin, os nu ſaa bekjendt blevne, guldrige Egnved den øſtlige Heldning af det ſydlige Ural. Denne Meningforſvares ogſaa i Statsraad Eichwalds, nys udkomne, indholds-rige Værk over det kaſpiſke Havs gamle Geographie.Heeren og Volcker derimod forſtaaer ved det Herodotiſke Guldland,Altai, og jeg tilſtaaer, at denne Mening, paa Grund af Lokal-forholde, forekommer mig antageligere. Jeg har ovenfor berørtden Omſtændighed, at i Ural ſtore Guldmasſer ofte findes ligeunder Jordſkorpen. Rindende Vand eller andre ubetydelige Om-ſtændigheder kunne muligens engang aldeles have blottet disſeMasſer. Er maaſkee Fortællingen om Skythernes hellige Guld,ſom Herodot omtaler, eller den om de fra Himlen nedfaldnegyldne Agerdyrkningsredſkaber, ſom de to Kongeſønnerikke kunde berøre uden at forbrænde ſig, medens den Tredie Colaxais,uden Fare kunde bære det kjølnede Guld frem, blot at forklaremythiſk, eller bør man maaſkee forklare dem om hede Aerolither?Ere her Guld og Jern forvexlede med hinanden, og var maaſkeedet hellige Guld en glødende Meteorſteen, lig den af Pallasi Sibirien fundne, af hvilken man kunde ſmedde Agerdyrknings-redſkaber, ſaaledes ſom Eſkimoerne ved Baffinsbay endnn denDag i Dag fabrikere deres Knive af en i Sneen halvbegravetMeteorſteen? Jeg veed, at phyſiſke Forklaringer af gamle My-ther og nyere Undere ikke er i Mode, og at jeg maa frygte for,at geraade paa ſamme Afvei, ſom alexandrinſke Grammatikere;dog en Naturforſker maa man tilgive, om hans Tanker ved enſaadan Underſøgelſe vender ſig til et Aerolithfald. Maaſkee vardet fra Himlen faldne Metal kun glødende for at afholde de ældreSønner? Ogſaa efter tydſke Sagn lyſer og flammer det der,hvor en Skat ligger begraven. Saadanne Betragtninger aflederfra ſpeciel-phyſiſke Forklaringsmaadrr. Gjenopfindelſen af guld-holdige Sandleier i Nordaſien, hiinſides Obi, Stigningen af et|Spaltenumbruch|
Aars Udbytte af det altaiſke eller kußnezkiſkt Vaſkeguld til enVægt af 130 Pud eller 9100 Mark preusſiſk er en Begivenhedaf overordentlig Vigtighed i Guldhandelens Hiſtorie; det er enſaameget vigtigere Begivenhed, ſom det tilhører den, Europa un-derkaſtede Deel af Aſien, og ſom det hele Udbytte ved at ſtrømmeover til Europa, indvirker paa det europæiſke Pengemarked. Næ-ſten til ſamme Tid, paa hvilken Ural aabnede ſine Guldſkatte, ogbegyndte at erſtatte det, ſom den dybtſunkne braſiliſke Guldpro-duction ikke meer formaaede at levere, bleve meget lovende guld-holdige Leier opdagede i de ſydlige Dele af Alleghanysbjergene, iVirginien, Nord- og Syd-Carolinn, Georgien, Tenesſee og Ala-bama. Disſe nordamerikanſke Guldvaſkeriers egentlige Flor, hvor-til ſnart kom egentlig Bergverksdrift af disſe Egnes Guldminer,falder imellem Aarene 1830 og 1835. De have rigtignok i deſidſte otte Aar ikke leveret ſtort over 4½ Million Dollars, dog enſaadan Guldrigdom i Nærheden af de atlantiſke Kyſter, fortjener igeognoſtiſk Henſeende en ſtoree Opmærkſomhed, end man hidtil iEuropa har ydet ſamme. Den frembyder ogſaa en ſtor hiſtoriſkInteresſe, idet man nu ikke længer behøver at betragte det megetGuld, ſom de førſte ſpanſke Conqviſtadorer ſaae hos Indvaanerneaf Florida, ſom Virkningen af en gammel Somfærſel mellemdette Land og Mexico eller Hayti. Hr. Jacob kunde i ſit be-kjendte Værk om de ædle Metaller kun anſjaae Udbyttet af denordamerikanſke Guldvaſkerier til 130,000 Dollars; blot faa Aarderefter ſteg ſamme indtil 800,000, ja til en Million Dollars.I Grevſkabet Carravas (Nord-Carolina) fandt man et Guldſtykkepaa 28 Pund og ſlere paa 4 til 10 Pund. Udbyttet og, ſomFolge deraf, Lyſten til Guldbergværksdrift og Guldvaſkning ereraſkt tiltaget ſiden 1835. Dog man har her fordeelagtigere Maaderat anvende ſine Capitaler paa; men i Guldhandelens Hiſtorie erdog dette Phænomen af Interesſe. Qvantiteterne af den forøgedeGuldproduction forſvinde, ſom en uendelig liden Størrelſe, imodden i Aartuſinder ophobede og i Verdenshandelen circulerende Masſe.Ethvert nok ſaa lidet Tilſkud virker viſtnok ved en lang Ved-varen; men da en ſtørre, og i Velſtand ſtigende Populationfordrer en ſaa meget ſtørre Circulationscapital, ſaa kan paa Grundaf den ſtørre Fordeling, endnu en folelig Mangel opſtaae paadenne Artikel. For de ſtore Guldopdagelſer i Ural i Aarene 1823 og1824 var i Hamburg Sølverts Priis i Forhold til Guldets ſom1: 15, 75, medens det 1830 til 1834 kun var ſom 1: 15, 73.I denne Tid blev der i England udmyntet 1,294,000 Mark Guld.Hvilken Indflydelſe har den formindſkede Indforſel af ædle Me-taller fra det nye Continent havt paa denne Forandring i Solvertsog Guldets gjenſidige Priisforhold? De braſiliſke Guldvaſkerierere for ubetydelige, til at man her behøver at tage noget Henſyntil dem. Vil man end antage, at Guldproductionen i Revolu-tionsaarene ſank til under 1/5 af det, ſom var Middelproductioneni den ſidſte blomſtrende Epoche (1800—1806), ſaa beløber denneFormindſkelſe ſig dog kun til 83,000 Kil. i Aarene fra 1816 til1827; herfor har Ural i Aarene 1823 til 1827 alt givet enErſtatning af 17,300 Kil. I hine tolv Aar (1816—1827) erder altſaa idet Hele kun kommet 286,000 Mark Guld mindre tilEuropa end forhen. Det fundne Reſultat viſer ſaaledes en For-mindſkelſe, der ei er betydeligere end 1/4 eller 1/5 af det i de tolvſidſte Aar i London myntede Guld. Naar man betragter de ædleMetallers Bytteværdie uden Henſyn til ſmaae locale Tilfældig-heder, ſaa vil man i Aarene 1816 til 1837 ikke kunne opdagenogen Indflydelſe paa ſamme hverken af den forøgede aſiatiſkeeller af den formindſkede amerikanſke Production. Tilſtrømningenaf ædle Metaller fra Europa til det øſtlige og ſydlige Aſien erutvivlſomt i Aftagende.
*) Heel uegentligt bliver det kaldt det lille Altai. Ogſaa Hr. Hel-merſen deler min Tvivl om det ſtore Altais Exiſtents. „En afhine ſtore langſtrakte Dele, ytrer Helmerſen, der gaaer gjennemAltaibjerget, er den øvre Buchtarmadal; den adſkiller den nordlige,rusſiſke Andeel af Bjerget fra den ſydlige, chineſiſke. Denne ſyd-lige Deel er ofte, ſelv i nyeſte Tid, anført ſom et ſæregent Bjergunder Navnet ſtore Altai, i Modſætning til det nordlige, ſaa-kaldte lille Altai. Seet bort fra det Upasſende i disſe Benæv-nelſer, der hverken ſynes grundede i Naturen, eller ere antagne afBeboerne, tjene de kun til at forplante en Vildfarelſe,ſom den ene Karttegner arver efter den anden. Det chineſiſke Altaidanner med det rusſiſke kun et og det ſamme Hele, og der ee ingenGrund til, at lade det optræde ſom to, endog i deres Retningforſkjellige Bjergſtrækninger“.