Blik i Fremtiden.

Rigtignok maa, ſiger Alexander v. Humboldt, efter ſtore de menneſkelige Selſkabers Omvæltninger, Statsformuen, ſom er Culturens fælleds Gods, findes ulige fordeelt mellem Folkene paa begge Halvkugler; men efterhaanden gjenoprettes Ligevægten, og det vilde være en fordærvelig, jeg tør næſten ſige, ryggesløs Fordom, at ville ſee i den tiltagende Velſtand af nogen anden Egn paa vor Planet det gamle Europas Undergang eller Fordærvelſe.

Coloniernes Uafhængighed vil ingenlunde bevirke deres Adſkillelſe og Afſondring, men meget mere bringe dem Folkene af tidligere Cultur nærmere.

Handelsſamqvemmet attraaer at forene hvad en avindſyg Statskonſt i lang Tid holdt ſkilt.

Og endnu mere: det ligger i Culturens Natur, at den fremſkrider, uden derfor at udſlukkes der, hvor den førſt oprandt.

Dens fremſkridende Bevægelſe fra Oſt til Veſt, fra Aſia til Europa beviſer Intet mod denne Paaſtand.

En klar Lysflamme beholder ſin Glands, om den end oplyſer et ſtørre Rum.

Den intellectuelle Dannelſe, denne Nationalrigdommens frugtbare Kilde, meddeler ſig til alle Sider og udſtrækker ſig, uden derfor at forandre Stedet.

Dens Bevægelſe er ikke nogen Vandring.

Naar den forekom os ſaaledes i Orienten, ſaa ſkedte det, fordi barbariſke Horder havde bemægtiget ſig AEgypten, Lille-Aſia og hint fordum frie Grækenland, denne forladte Vugge for vore Forfædres Cultur.

Folkenes Forvildelſe og Nedſjunkenhed er en Folge af friſtet Undertrykkelſe, det være ſig nu, at udenlandſk Despotisme eller en fremmed Erobrer forøver Samme.

Despotismen er altid ledſaget af fremſkridende Forarmelſe og den offentlige Velſtands Aftagende.

Frie og kraftfulde til Alles Fordeel ſvarende Statsindretninger forebygge denne Fare; og Verdens tiltagende Cultur, Concurence af Arbeide og gjenſidig Ombytning ødelægge ikke de Stater, hvis Velſtand udrinder af en naturlig Kilde. Det vindſkibelige og handlende Europa vil drage Fordeel af den nye Tingenes Orden, der udvikler ſig i det ſpanſke Amerika, og denne vilde paa den anden Side ogſaa tilflyde den ved den forsøgede Forbrug og Afſætning, ſom maatte fremſkyndes ved Tildragelſer, der i Grækenland, paa Afrikas Nordkyſter og i andre Osmanernes Tyrannie underkaſtede Lande ſætte et Maal for Barbariet.

Hvad der kan true det gamle Faſtlands Velſtand, er ene Forlængelſen af hine indvortes Kampe, der ſtandſe Frembringelſerne og formindſte Conſumenternes Fornødenheder. I det ſpanſke Amerika nærmer ſig nu denne 6 Aar efter min Afreiſe begyndte Kamp dens Ende.

Inden føie Tid ville vi ſee uafhængige Folkefærd paa Atlanterhavets begge Kyſter, hvilke under meget afvigende Regjeringsformer igjen viſe ſig forenede ved Erindringen om fælleds Nedſtammelſe, ved ſamme Sprog og ligeartede Fornødenheder, ſaaſom de overalt udrinde af Culturen.

Ved de umaalelige Fremſkridt, ſom Søfarerens Konſt har gjort, ere, kunde man ſige, Havenes Vandbekkener blevne gjorte ſnevrere.

Atlanterhavet fremſtiller ſig for os ſom en ſmal Canal, der ikke fjerner de europæiſke Handelsſtater længere fra den nye Verden, end Middelhavets Vandbekken i Skibsfartens Barndom holdt Grækerne i Pelopones fjernede fra Joniens, Siciliens, Cyrenes Beboere.